Historien om ‘Den Store Drage’

Historien om ‘Den Store Drage’

Onsdag den 3. maj 2017

Foredrag af Hemming Van, arvingen til erhvervssuccesen Daloon.

Med udgangspunkt i sin families historie fortæller Hemming Van om en stor dansk iværksætter- og erhvervssucces. Hemming Vans far var førstegenerationsindvandrer fra Kina. Faren, Sai-Chiu Van, ankom til Danmark 25. marts 1935 for som ung student at lære om dansk landbrug på en gård. Han havde en midlertidig opholdstilladelse på to år og skulle efter sin fars plan derefter vende hjem og deltage i opbygningen af et moderne Kina. Men meget kom i vejen. En forelskelse og Verdenskrigen fik Sai-Chiu Van til at søge sin opholdstilladelse forlænget, ikke én men adskillige gange. Han endte med at blive i Danmark, men ikke på en bedrift. I stedet startede han vinteren 1960/1961 en produktion af forårsruller i en kælder i Charlottenlund og gjorde sit firma landskendt, da han i 90-erne tonede frem på danskernes tv-skærme og overbeviste os om, at forårsrullerne ”ligger godt i maven”.