I verdensøkonomiens overhalingsbane

Af Kjeld Erik Brødsgaard

Kan Kina efter 60 års socialisme opretholde fortsat økonomisk vækst under stærk statslig styring?
(artikel fra særnummer af Kinabladet, udgivet i oktober 2009)

For blot 10 år siden skrev den fremtrædende nu afdøde Kina-ekspert Gerald Segal en indflydelsesrig artikel i tidsskriftet Foreign Affairs under titlen ”Does China Matter?” Svaret var nej. Kinas indflydelse og potentielle fremgang var stærkt overdrevet i følge Gerald Segal. Bruttonationalproduktet var mindre end Italiens og omfanget af udenrigshandelen ikke større end Hollands. Kort sagt den megen hype omkring Kina var i følge Segal uden hold i virkeligheden.

Siden da har Kina overhalet Italien, Canada, Frankrig, Storbritannien og i 2007 også Tyskland som verdens tredie største økonomi. Ifølge den Internationale Valutafond IMF står Japan nu for tur. Forskellen på Kina og Japan er kun nogle få hundrede milliarder dollars, som allerede er blevet endnu mindre i de første måneder af 2009, hvor den japanske økonomi har været i et frit fald. Om blot et år vil forskellen være mere end udlignet.

Kina overhalede allerede i 2007 USA som verdens næststørste eksportør og er i skrivende stund ved at overhale Tyskland og vil dermed blive verdens største eksportnation. Det er også bemærkelsesværdigt, at Kina i løbet af få år har akkumuleret et gigantisk overskud på to billioner amerikanske dollars på handelsbalancen. Man kan ikke længere hævde, at vel er Kina Asiens politiske kæmpe, men på den økonomiske front er det Japan, der har førertrøjen. Kina er nu både den økonomiske og politiske kæmpe i Asien.

Amerikansk erkendelse

Stadigvæk vil bruttonationalproduktet per indbygger være langt større i Japan end i Kina. Den japanske levestandard er, uanset flere års stagnation, en af de højeste i verden. Det vil vare længe, før Kina kommer op på det niveau. Alligevel fornemmer man et magtskifte med enorme implikationer. Et strategisk magtskifte med geopolitiske konsekvenser har fundet sted i Asien, og tidspunktet, hvor Kina på den økonomiske front overhaler USA, er rykket betydeligt nærmere. En tidshorisont på 10-15 er ikke længere urealistisk. USA har klart erkendt den historiske tendens og optræder, som om verdens økonomiske fremtid er afhængig af et tæt samarbejde mellem USA og Kina – et samarbejde som er blevet døbt G2. Konturerne til dette samarbejde viste sig klart på mødet i juli måned i det strategiske og økonomiske dialogforum, de to lande har oprettet.

De kinesiske økonomiske reformer har hovedæren for den økonomiske fremgang i Kina. De startede for 30 år siden og har betydet ubrudt økonomisk fremgang lige siden. Reformerne indebar afviklingen af den detaljerede centralplanlægning, styret af bureaukraterne i Beijing. I stedet blev der åbnet op for markedet og den private foretagsomhed. Et andet vigtigt element var åbningen ud ad til med øget samhandel med udlandet og kraftig stimulering af direkte udenlandske investeringer i Kina i form af joint ventures og senere 100 pct. udenlandsk-ejede virksomheder. Den private sektor står i dag for to tredjedele af det kinesiske nationalprodukt.

Men Kina åbnede ikke helt op for markedskræfterne. Bankvæsenet og strategiske sektorer forblev under statslig dominans, og staten udøvede fortsat stor indflydelse på prisfastsættelsen inden for vigtige områder såsom transport kommunikation, energi, etc. Denne langsomme og gradvise afvikling af centralplanlægningen blev berømmet blandt vestlige iagttagere, som pegede på, at den kinesiske fremgangsmåde havde afværget det sammenbrud, den russiske økonomi havde oplevet som følge af en pludselig overgang til markedsøkonomi efter Sovjetimperiets fald.

Økonomiens fuglebur

Chen Yun, der sammen med Deng Xiaoping var hovedarkitekten bag Kinas reformpolitik, og som i 1980’erne og 1990’erne reelt var Kinas næstmægtigste leder, illustrerede den kinesiske fremgangsmåde med sin berømte fugleallegori. Han sagde, at forholdet mellem plan og marked er som forholdet mellem fuglen og fugleburet. Der er nødt til at være et fuglebur, for ellers vil fuglen flyve væk. På den anden side må buret ikke være for lille og snærende, for det vil kvæle fuglen.

Mange vestlige iagttagere og ikke så få kinesiske økonomer håbede på, at den gradvise liberaliseringsproces ville føre til, at buret til sidst ville forsvinde og fuglen, den kinesiske markedsøkonomi, ville udfolde sig frit uden hæmmende bånd. Det er ikke sket.

I en ny bog med titlen Capitalism with Chinese Characteristics hævder Kina-eksperten Huang Yasheng fra MIT-universitetet i Boston, at reformerne ikke blev intensiveret i løbet af 1990’erne, hvor Jiang Zemin og den såkaldte Shanghai-bande styrede Kina. Tværtimod blev de bremset og i visse tilfælde endda rullet tilbage. Jiang Zemins Shanghai-fikserede udviklingsstrategi kvalte den imponerende entreprenøraktivitet, der med udgangspunkt i landbruget prægede Kina i 1980’erne, og som skabte reel økonomisk fremgang for alle grupper i samfund og ikke kun for den privilegerede bybefolkning. Huang Yasheng mener, at den nuværende ledelse under Hu Jintao søger at gøre op med 1990’ernes fejlslagne politik og er i færd med at vende tilbage til 1980’ernes entreprenørånd, hvilket vil frisætte et dynamisk potentiale for nye reformer.

Huang Yasheng har fat i en vigtig pointe, men det er et åbent spørgsmål, hvorvidt den nuværende kinesiske ledelse er mere markedsorienteret, end tilfældet var under Jiang Zemin. Under alle omstændigheder ansporer den nuværende globale økonomiske krise ikke til at foretage yderligere demontering af statens rolle i den kinesiske økonomi – snarere tværtimod.

Wang Yang, partisekretær i Guangdong og en opstigende stjerne i det kinesiske magthierarki har fornylig omformuleret Chen Yuns fugleallegori på en måde, der illustrerer den nuværende linje. Ifølge Wang Yang skal man udskifte fuglen, men beholde buret. Dermed mener Wang Yang, at processen mod en total liberalisering af økonomien ikke er farbar. Staten skal fortsat spille en vigtig rolle og sætte rammerne for den markedsøkonomiske aktivitet (fuglen). Men der skal en ny fugl til. Kina skal ikke længere satse på masseproduktion af billige varer som legetøj, sko og tekstiler. I stedet skal staten stimulere produktion af varer med højere værditilvækst såsom elektronik, IT og ikke mindst bilproduktion. Branding og marketing er også profitable dele af værdikæden, som kineserne heller ikke længere vil overlade til vestlige multinationale.

Staten er stadig stærk

Kina er fortsat en et-partistat med stor magt til de centrale beslutningstagere. Hele den finansielle sektor er under statslig kontrol, og rentesatser og udlånspolitik fastsættes ikke af bankerne selv, men centralt i Beijing. Bankerne favoriserer de statslige virksomheder, hvorimod private virksomheder er henvist til at låne på det sorte marked til høje renter. Priser på visse råvarer samt energi, transport, og en række serviceydelser fastsættes af staten. Prisen på korn er ligeledes statsligt fastsat, og under inflationspresset i slutningen af 2008 regulerede regeringen ligeledes priserne på en række fødevarer. Jord er fortsat ejet af staten – på landet af kollektivet – og kan i princippet ikke handles på et frit marked. Den kinesiske regering regulerer endvidere udenrigshandelen gennem eksportrabatter og en valutakurs, der fastlægges af regeringen fra dag til dag.

Økonomiens nøglesektorer, såsom energi, transport, olie- og gas, kemikalier, stål og bilindustri domineres af store virksomheder, der ejes af den kinesiske stat. For fire år siden havde Kina kun 15 virksomheder på Fortune 500 listen over verdens største virksomheder. Nu er der 29 virksomheder. Tre ud af de fem største asiatiske virksomheder med hensyn til omsætning er kinesiske. Japanske Toyota er stadig nummer et, men derefter kommer de store kinesiske olieselskaber Sinopec og Petrochina og kraft-og elektricitetsselskabet State Grid. Baseret på markedsværdi var Petrochina i en periode verdens største virksomhed og Industrial and Commercial Bank of China indtager stadig førstepladsen inden for den finansielle sektor.

Højt investeringsniveau

I 1980’erne var mange kinesiske statslige virksomheder på randen af fallit. Efter omfattende reorganisering og fyring af millioner af arbejdere er det ikke længere tilfældet. De store virksomhedskonglomerater såsom Sinopec og Baosteel har kernevirksomheder, der er listet på børserne i Kina og i udlandet. Disse virksomheder er nu yderst profitable. I 2007 havde de store kinesiske virksomheder en profit efter skat på 1.000 milliarder yuan.

Da de maksimalt betaler 10 pct. i dividende til deres nominelle ejer, nemlig staten, har de enorme midler til rådighed til investeringer. Det meste går til interne kinesiske reinvesteringer og er medvirkende til at opretholde et rekordhøjt kinesisk investeringsniveau på 45 pct. af nationalproduktet, men i stigende grad investeres der også i udlandet. Olieselskaberne er aktive i Afrika og aluminiumsgiganten Chinalco investerede i foråret 19,5 milliarder dollars i det australske minieselskab Rio Tinto. Som et resultat af afspændingen hen over Taiwan strædet kunne China Mobile fornylig investere i et Taiwan-selskab. Problemet for kineserne er ikke økonomiske midler, men om Vesten vil tillade kinesiske virksomheder og kapitalfonde at overtage vestlige virksomheder.

Når direktøren er minister

Lederne af de største virksomheder har ministerstatus, hvilket betyder, at de i det kinesiske magthierarki rangerer på linje med medlemmer af regeringen. Det giver dem en enorm magt og gør det vanskeligt for almindelige ministre at kontrollere deres aktiviteter. Til gengæld gør deres status, at deres allerøverste ledere udpeges af Centralkomiteens Organisationsafdeling i henhold til kommunistpartiets nomenklaturasystem. Partiet har erkendt, at man har en stor talentmasse i disse virksomhedsledere og ofte udpeges lederne af de store virksomhedskonglomerater til topstillinger i parti- og statsapparatetet. F.eks. blev Chinalcos øverste chef fornylig udpeget til vicegeneralsekretær i Statsrådet, og Zhou Yongkang, det magtfulde medlem af politbureauets stående udvalg og tidligere sikkerhedsminister, har en lang fortid i oliesektoren som blandt andet administrerende direktør for Petrochina.

Den kinesiske økonomi er på vej op igen efter, at vækstraten var dykket til 6,1 procent i første kvartal af 2009. Kraftigt hjulpet på vej af en enorm stimuleringspakke på 584 milliarder dollars er investeringerne og industriproduktionen igen stigende. Inflationen er totalt forsvundet, og der er derfor ikke længere nervøsitet for en overophedning af økonomien.

Premierminister Wen Jiabao er nu optimist med hensyn til målet om en 8 pct. vækst i 2009. Til sammenligning forventer Japan en negativ vækst på omkring 2 pct., og i Euro-zonen er forventningen et fald på 4-5 pct. Ingen af de store økonomier vil bare tilnærmelsesvis kunne præstere samme vækst som den kinesiske.

Ny verdensorden

Det giver stor selvsikkerhed i Beijing, som nu taler om en ny økonomisk verdensorden, hvor Kina sammen med USA danner kernen. Krise på kinesisk (weiji) indeholder to modsatrettede aspekter, nemlig fare (wei) og muligheder (ji). Den værste fare synes at være overstået i denne omgang og i stedet tegner der sig gode muligheder for at gøre gode investeringer i udlandet og dermed at fremme Kinas interesser. Kina har midlerne til det – verdens største valutareserver på omkring 2.000 milliarder dollars. Set fra et kinesisk perspektiv er dog ikke alt lige rosenrødt. Vel er der store muligheder, men farerne er endnu ikke overstået.

For det første er den store stimuleringspakke orienteret mod investeringer i infrastruktur og anlægsinvesteringer og vil dermed fremme den traditionelle fokusering på investeringer. Derimod synes der at være mindre vægt på en anden vækstfremmende foranstaltning, nemlig at stimulere forbruget.

Regeringen har indført visse tiltag, som bl.a. omfatter tilskud til køb af varige forbrugsgoder samt mindre biler i landområderne, men hovedparten af midlerne i krisepakken vil blive brugt inden for de traditionelle energislugende sektorer og dermed fremme de traditionelle statslige virksomhedsinteresser og ikke de private virksomheder.

For det andet risikerer vækstpakken at fremme korruptionen yderligere. Der vil være store midler til rådighed for lokale embedsmænd til igangsættelse af lokale udviklingsprojekter. Fristelsen til at lede nogle af midlerne over i egne lommer eller lade slægtninge få uretmæssig del i projekterne vil være stor for mange. Allerede nu er korruptionen i mange lokalområder ude af kontrol.

For det tredie er arbejdsløsheden stigende. Det var fygtet, at millioner af migrantarbejdere i industrizonerne i kystområderne ville blive arbejdsløse, når de vendte tilbage til deres arbejdspladser efter det kinesiske nytår. Tilsyneladende er det lykkedes de fleste at finde arbejde, og problemet er endnu ikke akut. Derimod har regeringen et alvorligt problem inden for den højere uddannelse. Flere millioner kandidater har ikke kunnet finde arbejde efter endt uddannelse. Der er kommet nye til her i sommeren 2009, og hvor de skal kunne finde arbejdet, er et åbent spørgsmål. Regeringen har beordret virksomheder og lokale myndigheder til at ansætte flere universitets-uddannede for at sikre den ’generelle stabilitet’ i landet. Men mange virksomheder stritter imod at ansætte arbejdskraft, der i mange tilfælde ikke har de rigtige eller passende kvalifikationer.

Problemet hænger ikke blot sammen med en økonomisk afmatning. En stor del af miseren skyldes en fejlslagen uddannelsespolitik, hvor man med sædvanlig kinesisk sans for numeriske størrelser har satset på en voldsom udvidelse af studerende på landets universiteter.

Derimod har man forsømt en kvalitetssikring af uddannelserne i form af tilstrækkelige lærerressourcer, lokaler og undervisningsmaterialer. Mange lokale universiteter har ekspanderet på forventet efterbevilling og optaget store lån, som de ikke kan tilbagebetale, hvilket yderligere har skærpet situationen. Nogle læreanstalter har grebet til at etablere undervisning på områder, hvor de hverken har ressourcer eller ekspertise. Resultatet er i mange tilfælde kandidater med ubrugelige uddannelser.

Krise for de nyuddannede

Situationen er alvorlig. Det skyldes ikke blot, at traditionelt er de studerende på Kinas læreanstalter en kilde til demonstrationer og aktioner mod styret. I Kina er uddannelse i højsædet i de fleste middelklassefamilier, og hvis familien ofrer penge på at finansiere en uddannelse for deres enlige barn, og denne uddannelse viser sig at være værdiløs, vil det skabe stor utilfredshed.

Den forholdsvise stabile situation i Kina gennem de seneste 15 år skyldes, at partistaten har evnet at genetablere den sociale kontrakt med middelklassen i byerne. Hvis man ikke længere kan levere varen – eller for dårlig en vare – på et vitalt punkt, vil det underminere styrets legitimitet.

Men det, der kan ramme Kina alvorligt, er protektionistiske tiltag i USA og Europa. En ny rapport fra European Council of Foreign Affairs argumenterer for, at Kina har en unfair handels- og investeringspolitik, og at man bør sætte tommelskruerne på kineserne for at få afviklet de mange protektionistiske tiltag, Beijing reelt har etableret som en beskyttelse af nøglesektorer. Såfremt USA og EU i lyset af den igangværende globale krise gør det mere besværligt for den kinesiske eksportmaskine, vil det skabe yderligere problemer for den kinesiske økonomi og øge arbejdsløsheden.

Sikkert greb om magten

De økonomiske vanskeligheder har hidtil ikke forårsaget større politiske problemer for den kinesiske ledelse. Tværtimod har krisen endnu engang vist, at det kinesiske kommunistparti og dets ledere fungerer bedst i krisetider. Det så man under SARS-udbruddet i 2002-2003, hvor de nye ledere vandt stor popularitet ved at handle resolut og fyre korrupte embedsmænd, der forsøgte at skjule de første sygdomstilfælde. Igen under jordskælvet i Sichuan provinsen sidste år i maj handlede de kinesiske ledere hurtigt og rejste til området for at lede redningsindsatsen – helt modsat situationen under det store jordskælv i Tangshan i 1976.

Derfor kan man ikke forvente, at krisesituationer i Kina vil svække kommunistpartiets greb om magten. Det modsatte vil ofte være tilfældet. Det, der for alvor skaber politisk ustabilitet, er, når der opstår uenighed i toppen af det politiske system, og at denne uenighed bliver kendt i store dele af befolkningen. Men det er der intet, der tyder på i den nuværende situation.

Det kinesiske etpartistyre har formået at fastholde magten i 60 år. Det har udviklet sig en omstillingsdygtig og yderst fleksibel mekanisme. Men demokrati og politisk pluralisme står ikke på dagsordenen. På den økonomiske front vil partiet ligeledes fastholde grebet om økonomiens nøglesektor, hvilket sætter klare grænser for den private økonomis vækst. Staten, partiet og de store virksomheders symbiose vil ikke bliver brudt i nær fremtid.

Kjeld Erik Brødsgaard er professor og centerleder, Asia Research, Copenhagen Business School. Han har i 2009 været gæsteprofessor på East Asian Institute, National University of Singapapore.