Kulturel blød magt – harmoni i forskellighed

Af Signe Overgaard, ph.d. stipendiat, Syddansk Universitet

Kina afsætter enorme ressourcer til udbredelsen af kendskabet til kinesisk kultur og forbedring af landets image udadtil

I de seneste år har Kina lagt enorme ressourcer i at forbedre landets kulturelle soft power. Til grund for denne udvikling ligger både historiske bevæggrunde og nutidige politiske behov, og om end der tages udgangspunkt i den amerikanske forsker Joseph Nyes teorier, har Kinesiske akademikere og analytikere alligevel udviklet deres egen fortolkning af begrebet.

Ifølge Nye, som anses som teoriens grundlægger, består soft power i “evnen til at opnå det man ønsker gennem tiltrækning, snarere end gennem trusler eller afpresning”. Dermed udgør soft power den tredje dimension af magtbegrebet indenfor international politik, hvor militær og økonomisk magt udgør de to første. Denne tiltrækningskraft, hvorigennem man kan opnå magt med bløde midler, kan ifølge Nye opbygges indenfor sådanne aspekter som f.eks. kultur, politiske værdier og udenrigspolitik. Men hvor USA gennem mange år har tiltrukket folk i kraft af deres populærkultur, fokuserer Kina i stedet på at udbrede kendskabet til deres lange og stolte kulturarv, og forsøger derigennem at profilere sig som en højt kultiveret nation med tradition for harmoni og fred med deres naboer.

Kina afsætter enorme ressourcer til udbredelsen af kendskabet til kinesisk kultur og forbedring af landets image udadtil. De mest prominente eksempler er åbningsceremonien til de Olympiske Lege i Beijing i 2008, såvel som forberedelserne af byen op til begivenheden, og World Expo i Shanghai i 2010. Ved begge begivenheder præsenterede Kina sig som en højt udviklet civilisation med stolte og dybe kulturelle traditioner.

Dernæst kan også nævnes udbredelsen af Konfucius Institutterne rundt omkring i hele verden, som i dag er oppe på over 350 på verdensbasis, hvoraf de to ligger i København og Aalborg. Modsat hvad navnet antyder, har de ikke til formål at undervise i religion og filosofi, men derimod at udbrede kendskabet til kinesisk sprog og kultur. Ud over det har mange kinesiske byer etableret venskabsaftaler med andre byer rundt om i verden, blandt andet med en række af danske byer. I den forbindelse bliver der også lavet lokale kulturarrangementer, så som koncerter og udstillinger, der ofte præsenterer en flot fusion af traditionel og moderne kinesisk kultur.

At opbygningen af Kinas kulturelle soft power har høj prioritet fremgår også af tillægget til den Ellevte Femårsplan (2006-2010) om kulturel udvikling. Her fremhæves især den traditionelle kultur som et vigtigt element i styrkelsen af Kinas image udadtil. I den Tolvte Femårsplan (2011-2015)er der fortsat fokus på at styrke Kinas kulturelle soft power, denne gang dog også suppleret med en øget fokus på at bringe Kina på forkant med udviklingen indenfor innovation, forskning og uddannelse i verdensklasse som en del af målene.

Fredelig udvikling

Op gennem 90erne skabte Kinas voksende økonomiske og militære magt frygt både blandt deres umiddelbare naboer, og i den vestlige verden. I særdeleshed i USA medførte Kinas stigende magt en del bekymring, idet USA som verdens eneste reelle stormagt følte at deres position var truet. Som følge af det, blev der i den tid publiceret flere bøger, der malede et billede af Kina som den nye store trussel efter Sovjetunionens fald. Disse publikationer kulminerede med bestselleren The China Threat af Bill Gertz. Som modsvar på dette trusselsbillede, har der i Kina også været en oppisket stemning af nationalisme, ledsaget af indflydelsesrige publikationer som Song Qiangs Zhongguo Keyi Shuo Bu (Kina kan sige nej).

Retorikken er siden blevet mere afdæmpet fra begge sider. Den kinesiske regering har indset at frygten for Kina kan skade landets interesser på længere sigt, idet politisk uvilje kan blokere landet fra at nå sine mål internationalt. Soft power forekom at være det næste logiske skridt for Kina, hvis de ønskede at bygge et konstruktivt samarbejde med andre lande rundt om i verden. Da Hu Jintao overtog præsidentposten i 2002, var han derfor hurtig til at rette fokus mod at forbedre Kinas image udadtil. En arbejdsgruppe blev nedsat for at diskutere betydningen af soft power for Kina, og i 2003 lanceredes det nye slogan ”Peaceful Development”, der skulle forsikre resten af verden om Kinas fredelige intentioner i forbindelse med deres stigende økonomiske magt. Det var dog først i 2006 at Hu Jintao begyndte at tale i direkte vendinger om behovet for at styrke Kinas soft power.

Rødder i traditionel kultur

Forklaringen på hvorfor Kina har taget soft power begrebet til sig stikker imidlertid dybere end et behov for at skabe et blødere image af Kina. Ser man på den akademiske debat i Kina, drages der åbenlyse paralleller mellem soft power teorien og klassisk kinesisk filosofi. Specielt krigsstrategen Sun Zi fra ca. 500 f.v.t. bliver fremhævet for sine ideer om hvordan man kan overvinde sin modstander uden overhovedet at gå i krig, og citeres for at ”den højeste udmærkelse er slet ikke at behøve at gå i krig, idet indledningen af kamp er tegn på et politisk nederlag”.

Modsat alle mulige andre traditionelle filosofiske og religiøse ideer har Sun Zis lære aldrig været udsat for hårdhændet kritik under det kommunistiske styre. Tvært imod sendte Mao Zedong under borgerkrigen tropper langt ind i fjendeland for at fremskaffe et eksemplar af Sun Zis skrifter. Med soft power teorien bundet op på denne gamle kinesiske filosofi, forekommer det således knap så kontroversielt at benytte sig af en ny udenlandsk politisk teori til at styrke Kinas position.

I brandingen af Kina som en fredelig nation med gode intentioner, er det dog mest Konfucius der bliver fremhævet. Han præsenteres som grundlægger af en filosofi, som lægger vægt på værdier som medmenneskelighed, oprigtighed og harmoni , og som har sat afgørende præg på kinesisk kultur gennem to årtusinder. Men brugen af Konfucius er dog heller ikke helt uproblematisk. Gennem to årtusinder blev den konfucianske filosofi også brugt til at legitimere en autoritær styreform, der lagde vægt på opbygningen af hierarki både i familielivet og i offentligheden. Og under Maos regeringstid blev Konfucius anset som symbol på det feudale system man netop havde afskaffet, derfor er han for nogle konservative i partitoppen den dag i dag stadig en kontroversiel figur. I januar 2011 blev for eksempel en kæmpe bronzestatue af Konfucius afsløret lige foran Kinas Nationalhistoriske Museum ud til den Himmelske Fredsplads. Tre måneder senere var statuen pludselig gemt væk i museets gårdhave. Det siges at statuens placering på så vigtig en plads var for meget for Kommunistpartiets konservative fløj.

Harmoni i forskellighed

Spørgsmålet er så hvorfor det lige er traditionel kultur Kina har valgt at satse på i deres soft power strategi? At Kinas politiske ideologi ikke har mange tilhængere uden for Kina er åbenlyst, og det er regeringen tydeligvis også klar over. Ved præsentationer af landet udadtil forekommer der således ingen referencer til landets styreform. Og om end den kinesiske udviklingsmodel vækker beundring hos visse regeringsledere i andre udviklingslande, gør Kina ikke noget aktivt for at markedsføre deres model. Hvad diplomati angår, står det lidt bedre til. På den ene side har Kinas rolle i sekspartsforhandlingerne med Nordkorea har vakt stor respekt. Men på den anden side kæmper Kina stadig mange steder med at overbevise andre lande om deres gode intentioner og lægge en dæmper på frygten for deres økonomiske opstigen. Og ind i mellem sætter de sig selv flere skridt tilbage, som f.eks. når de i andre landes øjne opfører sig aggressivt i stridigheder om territorialrettigheder over ubeboede øer med deres nabolande, som vi senest har set med Japan og Filippinerne i juni måned i år.

Tilbage står kulturen som Kinas stærkeste kort. Ifølge Joseph Nye står et land med bedre chancer for at opnå succes med deres soft power hvis deres kultur indeholder universelle værdier. Men moderne kinesisk kultur har ikke mange fans uden for Kina, og selv indenfor landets grænser foretrækker unge mennesker oftest at lytte til musik fra Hong Kong, Singapore, Taiwan og USA. Den traditionelle kultur med sin uovertrufne rigdom indenfor både kunsthåndværk, religion, filosofi og medicin står derimod som et stærkt varemærke for Kina. Og på ét vigtigt punkt afviger Kinas partitop fra Nyes teori, idet de afviser selve ideen om ”universelle værdier” og i stedet fremhæver en vision om “harmoni i forskellighed” (He er bu tong) grundet i klassisk kinesisk filosofi.

Hvor Nye ser den kulturelle soft power som en ukontrollabel størrelse udenfor politikernes rækkevidde, bruger den kinesiske regering enorme ressourcer på at udbrede kendskabet til den traditionelle kultur i et forsøg på at vække både respekt, beundring og velvilje. Kina fremhæves her som noget unikt, der midt i den rivende udvikling og modernisering holder fast ved egne værdier, der trods deres forskellighed ikke udgør nogen trussel. Hermed forsøger de på én gang at mane trusselsbilledet til jorden, samtidig med at de forsvarer deres egen integritet. Dette er et meget stærkt budskab, da det samtidig også signalerer at Kina ikke har noget behov for eller ønske om at ligne andre, og dermed maner andres forventninger om at økonomisk udvikling automatisk fører til samme slags kulturelle, samfundsmæssige og politiske forandringer som Vesten har oplevet til jorden.

Kulturel oprejsning

Men ifølge den britiske Kina-forsker William Callahan ligger der også et nationalt mindreværdskompleks bag Kinas behov for at fremhæve deres kulturelle storhed. Han mener at Kina endnu ikke kommet sig ovenpå det knæk i den nationale selvtillid landet led efter 100 års dominans fra udenlandske magter. For 160 år siden mistede Kina sin identitet som en uovervindelig magtfaktor. Dengang så landet sig selv som uovervindeligt, idet den kinesiske hær målte sig mod de indre oprør den havde slået tilbage, og ikke anede hvor stærk den britiske flåde var. Ved Opiumskrigene i 1839-42 og 1856-60 led Kina et svidende nederlag, først til Storbritannien og i anden omgang også til andre europæiske magter, og sidenhen til Japan i 1895. Kina var tvunget til at betale enorme erstatninger og give omfattende indrømmelser indenfor handels og territorialrettigheder, hvilket inkluderede oprettelsen af koloniområder i en række af kystbyer.

De første nederlag førte til at Kinas lærde elite begyndte at lede efter et svar på hvorfor Kina klarede sig så dårligt, og hvordan landet kunne styrkes igen.  Svaret de kom frem til var, at om end Kina i deres øjne var kulturelt overlegent, var de teknologisk set langt bagud i forhold til de europæiske lande. Kina var derfor nødt til at lære af Vesten for at styrke deres praktiske kunnen, men på den anden side ville de ikke give køb på deres kulturelle identitet, da den udgjorde grundlaget for kejserens regeringsgrundlag, og var essentiel for bevarelsen af det nationale sammenhold. Løsningen blev det der kendes som ti-yong ideen, der gik ud på at bevare kinesiske studier som essensen, og anvende vestlige studier for deres funktion.

Vestens teknologi blev derfor nøje studeret og kopieret, men desværre førte det ikke til det ønskede resultat, idet Kina tabte i krigen mod Japan i 1895. Kræfter indefra skød nu skylden på det svage og korrupte manchu-regerede Qing-dynasti, og bragte det endelig til fald i 1911. Men efter grundlæggelsen af republikken fulgte nye vanskeligheder, da landet nu blev splittet op af forskellige krigsherrer. Kina fik af Vesten prædikatet ”Asiens syge mand”, og da Tysklands rettigheder blev overdraget til Japan ved indgåelsen af Versaillestraktaten efter 1. Verdenskrig, blev det opfattet som den ultimative fornedrelse.

Ti-yong ideen blev derfor taget op til genovervejelse af unge intellektuelle. Siden den nye teknologi ikke kunne redde Kina, måtte der være noget galt med essensen. Der blev derfor stillet spørgsmålstegn ved om det var kulturen der holdt Kina tilbage, og i kølvandet på det rullede en masse nye ideer fra Vesten om samfund og politik ind over landet, og de unge intellektuelle stiftede bekendtskab med navne som Marx og Darwin. Også vestlig litteratur tjente som inspiration til skabelsen af en ny litterær udtryksform, som også var ledsaget af et opgør med traditionen for at skrive i klassisk stil som man gjorde for 2000 år siden.

Om end nogle var klar til fuldstændig at forkaste den kinesiske kultur, stod behovet for at have en fælles identitet til at styrke det nationale sammenhold alligevel klart. De intellektuelle fortsatte derfor deres søgen efter en ny form for kulturel essens, en som forkastede de forstokkede traditioner der holdt folk nede, men som alligevel tillod kinesisk kultur at udfolde sig i en moderne form.

Ifølge Kina-forskeren Christopher Hughes er ti-yong ideen fulgt med ind i etableringen af den Kinesiske Folkerepublik, og bruges fortsat den dag i dag. Først udviklede Mao Zedong sin egen form for “kommunisme med kinesiske karaktertræk”, og siden i 1964 formulerede han sin egen version af ti-yong ideen: “brug fortiden til at tjene nutiden, og brug det udenlandske til at tjene Kina”. Ideen blev genoplivet igen efter igangsættelsen af Reformperioden i 1978, hvor Deng Xiaoping talte om nødvendigheden af at ”lære fra Vesten med et kritisk øje”, i stedet for at ”kopiere alting ukritisk”. Også Hu Jintao har sin egen version af ti-yong.

Ved den 17. Partikongres i oktober 2007, talte han om nødvendigheden af et ”videnskabeligt udsyn” på udviklingen baseret på det globale system, som vil resultere i en ”fornyelse af Kina som nation” og en ”blomstrende kinesisk kultur”. Mens Kina lægger vægt på forskning og innovation for at udvikle landet og kunne måle sig med de vestlige lande, søger de samtidig at bevare deres egen kulturelle identitet ved at fremhæve den overfor både egne borgere såvel som resten af verden. For om end resten af verden er fyldt med ærefrygt overfor Kinas udvikling, hersker der i følge den anerkendte historiker Wang Gungwu ingen eufori over opsvinget i Kina, hvor den menige kineser er skræmt og kæmper med dagligdags problemer som Vesten slet ikke forstår. Gennem ti-yong kan Kina opnå kulturel oprejsning og genvinde deres fordums stolthed i takt med at landet kommer til at kunne måle sig med Vesten økonomisk og teknologisk.

(Artiklen har været bragt i Kinabladet nr. 55, Efterår 2012)