KINESISK KVINDES KARRIERE I DANMARK

Af Pia Sindbjerg
Fra ”stinkende barn” i Kina til borgmestervikar i København

Yan Aihua kom til Danmark fra Kina for 25 år siden. I et foredrag i Dansk-Kinesisk Forening den 3. december 2014 fortalte Aihua om sin opvækst under kultur-revolutionen, om årsagen til, at hun kom til Danmark, og om sit politiske engagement her. I 2012 blev hun som fast suppleant til Københavns

Borgerrepræsentation vikar for en sygemeldt borgmester.

Referat af Pia Sindbjerg

Yan Aihua indledte med at fortælle om sit fornavn, der betyder Den som elsker Kina. Ai – at elske og Hua Kina. Navnet har haft og har fortsat stor betydning for hende.

Aihua citerer et ordsprog: ‘Det som ikke slår os ihjel, gør os stærke’.

Hun blev født i 1959 i Chengdu i Sichuan provins under den store hungersnød, hvor millioner af mennesker døde af sult. Hun overlevede, da hendes mor supplerede risvand med græs og planter og en proteindrik, der var udviklet af en professor, og som bestod af ens egen urin kultiveret med bakterier. Selvom Aihua blev født en måned for sent, vejede hun ikke over 1500 gram. Hele hendes barndom var præget af sult.

Livet blev ikke nemmere i barndomsårene, for allerede da hun var syv år gammel, startede kulturrevolutionen, og begge hendes forældre blev sendt i arbejdslejr. Aihua er født og opvokset på Sichuan Universitet, hvor både hendes mor og far var professorer. Forældrene overlevede arbejdslejren, fordi de var psykisk stærke, men også fordi de havde tre børn. Aihua har en storesøster og en lillebror. Mange andre professorer begik selvmord, da de ikke kunne bære den psykiske og fysiske tortur.

Aihua familie
Aihua med forældre og to søskende. Det er Aihua til venstre. (Privatfoto)

Det var en meget traumatisk tid med oplevelser, som stadig jager Aihua i tilbagevendende mareridt. Da forældrene var blevet sendt i arbejdslejr, havde hun intet at spise, så for at få et dampet  brød eller en skålfuld ris blev hun tvunget til  at hjælpe med at bære rundt med ligene af nogle af de professorer, som havde begået selvmord, skåret  eller hængt sig. Således mindes hun en dag, hvor hun kom hjem og hendes søster spurgte hende om, hvilken ende af ligene hun havde båret. Da Aihua fortalte, at hun havde båret fødderne, spurgte søsteren, om hun havde rørt ved dem. Ja, hun havde rørt ved en lilletå. Så svarede søsteren, at Aihua kun havde fem år tilbage. Det forstod Aihua ikke, men forestillede sig, at hun skulle dø om fem dage og var dagligt angst for at dø.

En hændelse i kampen mellem to grupperinger på universitetet har brændt sig fast, anholdelsen af en ung mand. Hun beretter, hvordan den unge mand blev tvunget til, efter først at have gravet sin egen grav, at kravle frem og tilbage under en bro, hvor børnene skulle stå og kaste sten på ham. Aihua undlod at gøre det. Næsten halvdød blev den unge mand slæbt mere end 500 meter hen til graven, som de smed ham ned i og derefter kastede syre på ham. Lugten og hans kramper dukker fortsat op i Aihuas natlige mareridt.

De stinkende intellektuelle

Men selv i de mørkeste tider er der også lidt lyse stunder, som i den næste beretning Aihua breder ud for os.

Aihuas forældre blev kaldt stinkende intellektuelle, som alle andre intellektuelle, og deres børn kaldt stinkende børn. Det betød, at de var fredløse, og alle kunne fornedre, jage, slå og voldtage dem. Aihua var snedig og klarede sig igennem ved at opføre sig som en dreng, klippe håret kort og lære sig forskellige tricks som at knipse med fingrene og fløjte.

I strømmen af minder fra tiden under kulturrevolutionen fortæller Aihua om, hvordan børnene blev tvunget til at luge græs og rydde buske på universitetets grønne områder. Disse blev betragtet som en borgerlig og kapitalistisk foreteelse. Da børnene ingen haveredskaber havde, måtte de bruge deres bare næver og trække græs og buske op en efter en, men kunne aldrig – især ikke om sommeren – følge med, fordi det, de om morgenen havde luget væk, var vokset op næste dag. Ved en tilfældighed opdagede et af børnene, at der, hvor hun havde kastet spildevand fra vasketøj ud på græsset, voksede græsset ikke mere. Så fra den dag, hvor det blev opdaget, smed alle børnene deres spildevand ud over universitets grønne områder. Med det resultat, at nu efter 45 år, hvor Aihua var tilbage på universitetet, var der fortsat intet græs på området.

Aihua beretter videre om perioden under kulturrevolutionen. I starten hadede hun sine forældre, da de havde givet hende problemer, og da staten havde fjernet dem. Hun havde faktisk lyst til at slå dem ihjel for al få anerkendelse og for at kunne blive hongxiaobing – lille rød soldat. Efter et par år forstod hun dog, at det ikke var hendes forældres, men systemets skyld, og at hun altid selv ville blive stemplet som klassefjende pga. sin families baggrund. Da hun erkendte det, besluttede hun sig for ikke at være bange og at kæmpe mod systemet. Hvis rødgardisterne ville slå hende, ville hun slå hårdt tilbage. Nu var hun ikke længere bange for at dø. På den måde overlevede hun kulturrevolutionen og citerede: ”De, der ingen værdier har, er ikke bange for at dø”.

Kritik af magtmisbrug og korruption

Aihua er nået til 1976 i sin skildring. Her dør Mao, og kulturrevolutionen slutter, og en ny tid kommer til Kina. For Aihua betyder det, at hun nu får mulighed for at søge ind på universitetet, men først, da hendes forældre er blevet rehabiliteret i 1979, kom hun ind på universitetet. Her blev hun uddannet som civilingeniør i elektroniske og automatiske systemer.

Som færdiguddannet var hendes opgave bl.a. at importere teknisk knowhow og udstyr fra Vesten. Desværre oplevede hun allerede fra midten af 80’erne i forbindelse med sit arbejde, at nogle kinesiske ledere misbrugte deres magt og var korrupte. Hun kritiserede dem for, at de ofte endte med at vælge forældet udstyr for at sikre sig selv og deres familier goder som penge og uddannelse til deres børn i Vesten. Aihua siger, at da hun elsker Kina, ville hun ikke finde sig i, at Kina på den måde blev udnyttet, med det resultat, at de korrupte så sig sure på hende. De korrupte bruger senere hendes kritik mod dem i forbindelse med 4. juni opstanden i 1989. Her hjalp hun nemlig aktivt nogle af de sårede studenter til sygehuset, og det blev videooptaget. Så en dag, mens hun underviste nogle danske journalister og tyske og svenske studerende på Sichuan Universitet, kom politiet og sparkede døren ind, og Aihua blev anholdt og sendt i fængsel. Her fik hun hverken lov til at sove eller spise, og der var hele døgnet kraftigt lys. Det eneste hun kunne se på, var en skrift på fængselsvæggen hvor der stod: ‘Hvis du indrømmer at have gjort noget forkert, så bliver din straf mindre, men hvis ud ikke gør det, bliver du straffet endnu mere’.

Hun blev ikke udsat for fysisk, men psykisk tortur. Her er det svært for Aihua at fortælle om sine oplevelser, som tydeligt er meget traumatiske for hende. Men hun fortsætter og beretter om, hvordan fangevogterne placerede nogle personer foran hende og derefter borede dem i ansigt og bryst med elektroder. Hun ser stadigvæk deres øjne for sig og hører deres skrig. De straffede fangerne i hendes påsyn for at true hende med, at det ville gå hende ligesådan, hvis hun ikke indrømmede sin skyld.

Da de imidlertid ikke kunne finde beviser, bortset fra at hun havde hjulpet studenterne til sygehuset, blev hun løsladt, men skulle møde op på politistationen hver dag for at blive hjernevasket. Ved hvert møde fik hun at vide, at hvis de fandt beviser, ville de give hende fængsel på livstid. Så hun levede med den angst, men kunne til sidst ikke udholde det mere og besluttede sig for at forlade Kina. Gennem venners forbindelse til den danske ambassade blev hun hjulpet ud af Kina og kom på den måde til Danmark.

Et nyt liv i Danmark

Hun kom til Danmark i 1990 og skulle begynde et nyt liv. Inden længe var der bud efter hende, da både Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder bad hende holde foredrag om situationen dengang i Kina. Samtidig deltog hun i kurser i statskundskab på Aarhus Universitet for at prøve at forstå, hvorfor det gik så galt med det socialistiske land, hun kom fra. Under sin opvækst havde hun nemlig lært, at bl.a. Danmark var et kapitalistisk land, som skulle befris, fordi de levede i et helvede. Så det var noget af en overraskelse for Aihua at komme til Danmark og se, hvor godt her var. Senere flyttede hun til Odense, hvor hun gik i gang med at lære dansk og efter ti måneder tog en udslusende prøve og derefter fik  jobtilbud som underviser, konsulent og tolk.

Men netop som alt ser lovende ud, går det galt igen. Aihua betegner selv sit liv som en rutsjebane. Hver gang hun lige er kommet op, falder hun ned igen og så op og så ned igen. I Danmark var hendes første rutsjetur, at hun fik blodforgiftning to gange og blev indlagt. I forbindelse med det fandt man ud af, at hun havde kræft og en meget slem sukkersyge med følgesygdomme. Så hun var nødt til at få førtidspension i kampen for at overleve økonomisk. Da hun overlevede sin kræft, besluttede hun sig for at gå ind i politik. På en måde var det, som hun siger, paradoksalt, for i Kina, hvor hun kritiserede systemet, blev hun sat i fængsel, men i Danmark, når hun kritiserer systemet, bliver hun opfordret til at gå ind i politik.

Det politiske arbejde

Aihua startede som frivillig for mere end 24 år siden og har siddet i bestyrelser og selv dannet foreninger. Hun blev formand for Socialt Fællesskab i 2008 og Natteravnene i Husum og Tingbjerg. Og senere kom hun med i styregruppen til Områdefornyelse og blev også medlem af Lokaludvalget for Brønshøj Husum.

Da Aihua besluttede sig for at gå ind i politik lånte hun en masse bøger for at se, hvilket parti hun skulle melde sig ind i. Normalt, når man stiller op, er det andre politikere, der anbefaler en. Men Aihua blev anbefalet af en præst fra Husumvold Kirke, Tingbjerg Kirke og Frelsens Hær. For netop i de år havde hun lavet en masse frivilligt arbejde for dem, men hun stillede også op, fordi hun kendte systemet indefra både som enlig mor (til to børn) og som førtidspensionist og før det med en meget trængt økonomi.

Da hun først havde valgt at blive socialdemokrat, ville hun gerne straks stille op valget af Københavns Borgerrepræsentation. Det var imidlertid for sent, fik hun at vide, da man skal have været medlem af socialdemokratiet i tre år for at blive kandidat og være stillet op for kredsen et år før valget. Men Aihua henvendte sig direkte til nogle toppolitikere og fortalte, hvad hun ville kæmpe for. Samtidig gjorde hun dem også opmærksom på, at hun var den første generation med flygtningebaggrund og enlig mor og dansk statsborger. Det lykkedes hende at blive opstillet, da socialdemokratiet fandt ud af, at de kunne bruge en form for wildcard ordning for at få hende godkendt. På den måde blev Aihua den første og eneste siden socialdemokratiet blev dannet for over 100 år siden, som kom ind på denne ordning.

Da Aihua stillede op, rådede nogle hende til at skifte navn, så folk ville stemme på hende, da de mente, at Aihua var et mærkeligt navn. Men for Aihua er hendes navn en vigtig del af hendes identitet og værdier, så hvis vælgerne ikke kan huske hendes navn, kan de blot stemme på socialdemokratiet, som hun siger. Det gjorde de så ved valget til Borgerrepræsentationen i 2009 med det resultat, at hun manglede 25 stemmer for at komme ind. De stemte på A og ikke på Aihua.

På en måde var Aihua alligevel heldig, for da et medlem af Borgerrepræsentationen blev valgt ind i Folketinget, blev hun fast suppleant for alle medlemmer. I begyndelsen af 2012 blev hun ringet op af en sekretær i Borgerrepræsentationen, som sagde, at hun skulle være suppleant for en borgmester, som var blevet syg. Det blev til nogle intense måneder for Aihua på Københavns Rådhus.

Elsker både Kina og Danmark

En anden oplevelse som medlem af borgerrepræsentationen har også været vigtig for Aihua. Det var for to år siden, da borgmesteren i Beijing foreslog, at Kinas hovedstad skulle blive venskabsby med København. Da der skulle stemmes om forslaget, var Aihua så bevæget over, at hun, der var den eneste dansker med rødder i Folkerepublikken Kina, skulle være med til at stemme om at gøre Beijing og København til venskabsbyer, at hun næsten ikke kunne løfte armen og trykke på ja-knappen.

I det øjeblik var det, som om alle hendes barndomshistorier kørte rundt som i en film, lige fra hun blev født, til hun forlod Kina og kom til Danmark. Det var som essensen af kampen for livet i Kina og i Danmark, at de to lande nu kunne forenes ved at blive venskabsbyer.

Aihua siger til sidst, at hun har stor tillid til, at Xi JInping kan bekæmpe korruptionen, som netop var årsagen til, at hun forlod Kina.

Og så slutter Aihua med at betro os, at hun fortsat elsker Kina (ai hua) lige så højt, som hun elsker Danmark.