MAGTEN TIL AT FORVRIDE HISTORIEN ER SVÆKKET

Af Hardy Schøber cand.mag.
Partiet og propagandaen

Propagandaen er sat teknologisk skakmat, skriver artiklens forfatter.

Den politiske situation i Kina kan billedligt beskrives som en steppebrand, hvor KKP (Kinas Kommunistiske Parti) er brandmændene, der konstant forsøger at kontrollere og stoppe brandene. Båret af vinden opstår de på stadig flere og flere steder og umuliggør derved slukningsarbejdet. Brandene er de politiske emner, der udfordrer partiets legitimitet. Vinden er internettet, der har evnen til at bære gløderne hurtigere og længere væk end nogensinde før.

Det kommunistiske partis legitimitet og kontrol af Kina beror på tre søjler. Første søjle er kontrollen af landets militær og politi. Anden søjle er den fortløbende garanti om økonomisk vækst. Tredje søjle er kontrollen af folkets politisk-ideologiske overbevisning ved hjælp af propaganda.

Kinas kommunistiske parti har, siden de besejrede Kuomintang efter en årelang borgerkrig i 1949, effektivt fastholdt kontrollen med militæret (Folkets Befrielseshær) og landets væbnede politistyrker. Dette var især synligt i 1989, da de store studenterdemonstrationer blev nedkæmpet på Den Himmelske Freds Plads i hjertet af Beijing.

Deng Xiaoping skabte med adskillige økonomiske reformer fundamentet for den eksplosive økonomiske vækst, der har været og stadig er kendetegnende for Kina. For effektivt at bevare det legitime styre og kontrollen af landet er det som nævnt ligeledes nødvendigt for partiet at have kontrol over borgernes politisk-ideologiske overbevisning. Dette er igennem de sidste 60 år forsøgt med blandede resultater som følge.

 Propagandaens historiske kontekst

Det kommunistiske parti skabte i 1950’erne og 1960’erne gennem en omfattende propaganda billedet af Mao Zedong og Partiet som det største gode for landet og befolkningen.  „Gør Kina til et blomstrende, rigt og stærkt socialistisk industrisamfund under det kommunistiske partis og Formand Maos ledelse“, står der under denne plakat fra 1954.  (Foto: chineseposters.net)
Det kommunistiske parti skabte i 1950’erne og 1960’erne gennem en omfattende propaganda billedet af Mao Zedong og Partiet som det største gode for landet og befolkningen.
„Gør Kina til et blomstrende, rigt og stærkt socialistisk industrisamfund under det kommunistiske partis og Formand Maos ledelse“, står der under denne plakat fra 1954. (Foto: chineseposters.net)

Med en altomfattende brug af propaganda lykkedes det effektivt Mao i 1950’erne og 1960’erne at skabe det, der senere er defineret som Maokulten. Den formåede at italesætte Mao og kommunismen som det ultimative gode for nationen og befolkningen.

Med anholdelsen af „Fire-banden” i kølvandet på kulturrevolutionen slog glansbilledet af Mao og hans ideologi dog alvorlige revner. Det blev tydeligt for den almene befolkning, at ikke alt, hvad der var blevet prædiket i 1950’erne og 1960’erne, havde været sandt.

I kølvandet på denne erkendelse og i takt med en stigende utilfredshed med blandt andet den politiske korruption og den økonomiske ulighed i landet førte det til demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Dette markerede samtidig den første alvorlige ideologiske kamp imellem befolkningen og KKP.

Kravet fra befolkningen var øget politisk medbestemmelse, men skal ligeledes ses som et opgør med den politiske undertrykkelse. Resultatet af demonstrationerne er de fleste bekendt med, demonstranterne blev nedkæmpet ved hjælp af militæret, og adskillige mennesker blev dræbt.

I lyset af truslen om vedvarende 乱(kaos) fortsatte partiet dog sin propagandakamp. Det næste træk var implementeringen af den såkaldte „Patriotiske Uddannelseskampagne”. Kampagnens fundament var 爱国 – „Elsk landet”.

Der skulle på alle samfundets niveauer sættes fokus på KKP’s storslåede bedrifter. Alt fra uddannelsesmateriale til journalistiske retningslinjer blev formet og skabt med dette som formål. Dette nyeste skud på propagandastammen havde dog begrænset succes, da en afgørende begivenhed fandt sted i 1994: Kina blev forbundet til internettet.

Med ønsket om fortsat økonomisk vækst besluttede KKP i 1994 at blive forbundet til internettet. Resultatet har været en eksplosiv vækst i antallet af borgere med adgang til internettet. Igennem det seneste årti har næsten halvdelen af landet fået adgang til internettet, en bemærkelsesværdig bedrift set i lyset af Kinas enorme areal og befolkning.

Udviklingen og udbredelsen af internettet i Kina har dog sideløbende med den ønskede vedvarende økonomiske vækst også haft utilsigtede konsekvenser. De politiske kampe foregår derfor nu i høj grad på internettet. Skønt Kina med oprettelsen af „The Great Firewall of China” har forsøgt at skabe et China Wide Web, som centralt kan styres af KKP, har internettet stadig givet befolkningen alternative informationskanaler, der ikke kan styres af partiet.

Togkatastrofen i Wenzhou

Wenzhou er en by på den kinesiske østkyst ikke langt fra Shanghai. Den 23. juli 2011 var byen vidne til den største togkatastrofe i kinesisk historie og en af de største togkatastrofer i verdenshistorien. To højhastighedstog stødte sammen på grund af en defekt i signaludstyret. 40 mennesker omkom, og yderligere 192 kom til skade, flere alvorligt.

To højhastighedstog stødte sammen i nærheden af byen Wenzhou den 23. juli 2011. 40 mennesker omkom. Katastrofen blev et stort propagandamæssigt nederlag for regeringen. (Foto:Xinhua/Chen Bin).
To højhastighedstog stødte sammen i nærheden af byen Wenzhou den 23. juli 2011. 40 mennesker omkom. Katastrofen blev et stort propagandamæssigt nederlag for regeringen. (Foto:Xinhua/Chen Bin).

Ulykken var et hårdt propagandamæssigt slag for KKP. Adskillige milliarder var blevet investeret i implementeringen og udbygningen af disse togstrækninger i hele Kina. Disse tog var derfor selve symbolet på Kinas fremgang og det fysisk håndgribelige bevis på, at partiet stadig var den bedst egnede leder til at skabe velstand og fremgang.

Diskussionen af ulykken skulle derfor hurtigt kontrolleres, da enhver kritik samtidig ville være en kritik af partiet selv og derved en potentiel trussel af den tredje søjle.

Adskillige propagandistiske instrukser blev derfor hurtigt implementeret i forsøget på at kontrollere diskussionen af ulykken. De traditionelle medier var således, efter anvisninger fra propagandadepartementet, hurtige til at tilskrive lynnedslag som årsag til ulykken. Derved fjernedes naturligvis helt og aldeles muligheden for at holde KKP ansvarlig for ulykken, der i stedet bliver stemplet som force majeure.

De traditionelle medier fokuserede i stedet på, hvordan KKP hjalp de berørte familier. Billeder af præsident Hu Jintao, der lagde blomster ved ulykkesstedet og trøstede de efterladte, begyndte at cirkulere samtidig med, at partiets propagandaapparat lavede sine egne trøstende ord omkring ulykken. 在巨大的灾难面前有大爱–„I lyset af stor ulykke er der stor kærlighed”, blev sloganet, hvorigennem togulykken skulle diskuteres. Dette blev således retningslinjen for alle medier i endnu et forsøg på at ændre folkets fokus fra at finde årsagen til ulykken og derved placere et ansvar til at hylde partiet.

Den almene befolkning ville det dog anderledes og begyndte hurtigt vidt og bredt at diskutere ulykken. Især blev partiets ansvar for ulykken diskuteret samt partiets ageren og mangel på samme. Mange hundredtusinde kinesere tilkendegav deres utilfredshed med partiet i afstemninger på diverse internetfora. Partiets forsøg på kontrollere diskussionerne og forvride sandheden blev afsløret, hvorefter dette blev meget stærkt fordømt og latterliggjort.

Disse massive protester førte til, at KKP offentligt undskyldte partiledernes praksis og samtidig endte med at påtage sig den retmæssige skyld for ulykken, hvorefter adskillige højtstående partimedlemmer blev fyret.

Hvad togulykken i Wenzhou beviser er, at den traditionelle propaganda stadig i dag formår effektivt at kontrollere de traditionelle medier, men ikke har samme magt over befolkningen. Denne magt til at forvride historien og fakta er svækket, da den almene befolkning i dag ved hjælp af internettet har adgang til adskillige alternative kilder til information. På internettet er der ligeledes skabt adskillige fora, hvor befolkningen kan diskutere politiske emner i relativ frihed fra partiets censur.

 Propagandaen sat skakmat

Partiets legitimitet og kontrol af landet er derfor stærkt udfordret af, at befolkningen er blevet bevidst om netop partiets brug af propaganda, samt at denne propaganda er blevet stærkt upopulær. Det interessante spørgsmål i denne forbindelse er derfor, hvad dette kan betyde for KKP’s fortsatte ledelse af landet. Hvad ulykken i Wenzhou viser er, at partiet effektivt har mistet kontrollen med den tredje søjle, propagandaen er for nu sat skakmat.
Udviklingen de kommende år vil blive spændende at følge, da denne problematik endda kan forstærkes set i lyset af KKP’s nyligt fremsatte fokus på at forbedre befolkningens hverdagsliv ved at bekæmpe blandt andet forureningen, fødevaresikkerheden etc. for derved at slække på de seneste tre årtiers altoverskyggende mantra, økonomisk vækst.
Hardy Schøber er cand.mag. i Kinastudier ved Aarhus Universitet.