FRA DE SNØREDE FØDDERS TID TIL NUTIDENS AKTIVE FEMINISTER

Af Pia Sindbjer

Kvinder i Kina var emnet for et foredrag, som Marina Thorborg, der er professor i økonomisk historie ved Södertörns Högskola, holdt i Dansk-Kinesisk Forening den 16. april 2015. Professoren skildrede hovedtrækkene i kinesiske kvinders tilværelse fra forfædredyrkelsen i det gamle Kina, der var inspireret af den store filosof Konfucius , og hvor forskellen på de to køn blev dannet, over maotidens etbarnspolitik og kvindejob i industrien til nutidens nye kvindebevægelse med aktive feminister.

”Det, som vi måske bedst kan huske om det gamle Kina”, sagde Marina Thorborg, ”er Konfucius, som lægger vægt på forfædredyrkelsen med ofring ved faderens og farfaderens grav, og hvor den som skal ofre er sønnen. Han bliver det vigtigste, og var det dårlige tider, prioriterede man at give den bedste mad til sønnen, så til de voksne kvinder og til sidst pigebørnene. Så der opstår tidligt i kinesisk historie en forskel mellem kønnene”.

 Det følgende er uddrag af Marina Thorborgs foredrag:

Som noget helt unikt for Kina opstår indsnøring af de små pigers fødder. Moderen tager en lang strimmel bomuldsstof, dypper det i alun, koger det, tager de

Fem kvinder fra gruppen af aktive feminister blev anholdt af politiet og fængslet i Beijing dagen før Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2015. De var beskyldt for at have forårsaget uro, da de ville uddele løbesedler med protester mod seksuel chikane over for kvinder i offentlige transportmidler.De blev løsladt efter fem ugers fængsling efter mange protester fra offentligheden, men beskyldningerne mod dem er ikke frafaldet. (Foto: Amnesty International). I 2012 deltog de fem kvinder i en kampagne for at få flere offentlige toiletter til kvinder. (Se Kinabladet nr. 54, Sommer 2012 under Richang Shenghuo).
Fem kvinder fra gruppen af aktive feminister blev anholdt af politiet og fængslet i Beijing dagen før Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2015. De var beskyldt for at have forårsaget uro, da de ville uddele løbesedler med protester mod seksuel chikane over for kvinder i offentlige transportmidler.De blev løsladt efter fem ugers fængsling efter mange protester fra offentligheden, men beskyldningerne mod dem er ikke frafaldet. (Foto: Amnesty International). I 2012 deltog de fem kvinder i en kampagne for at få flere offentlige toiletter til kvinder. (Se Kinabladet nr. 54, Sommer 2012 under Richang Shenghuo).

varme bomuldsstrimler og vikler dem rundt om den lille piges fod. Når bomulden tørrer ind, strammer de mere og mere om foden, og for at det ikke skal gøre alt for ondt, lægger moderen sig med sin krop på pigens fødder. Jo mindre fødder, jo bedre mad kan hun få senere i livet, for så kan hun blive gift opad. Hvad der begynder som en mode ved hoffet, fører til, at omkring 10 pct. af de piger, som fik indsnøret fødderne, døde af blodforgiftning som følge af infektioner.

For hver 100 mænd og 100 kvinder døde 10 kvinder på grund af indsnøring af fødderne og 5 af aktiv misrøgt. Det betød en befolkning på ca. 85 kvinder for hver 100 mænd, og det ser vi gennem hele historien. Dertil kommer, at mændene højst oppe i snit gifter sig med 2,5 kvinde hver.

Så der er mangel på kvinder. Og det er dem, der befinder sig længst nede i hierarkiet, som får færrest kvinder, da kvinderne gifter sig opad, og de rige kan have konkubiner. Kan førstehustruen ikke producere en søn, kan manden få sig en konkubine. Men hun skal være yngre og fra en lavere social klasse, så førstehustruen kan bestemme over den, som kommer ind som nummer to. Og hun skal føde en søn, og sker det ikke, så kan man tage en til. Så derfor får vi denne disproportion, som betyder, at de fattigste mænd ingen hustru kan få.

Desværre har man gennem den meget dramatiske etbarns-kampagne skabt denne situation i dagens Kina, hvor man regner med, at 30 mio. mænd nu og i de nærmeste år ikke kan få en hustru. Derfor forsøger man at importere dem fra nabolandene. Men der ses også trafficking og slavehandel.

I det gamle system var det meget let for manden at blive skilt fra sin hustru: hvis hun fx snakkede for meget, var jaloux eller promiskuøs. I alt var der syv måder for ham at blive skilt på. Men der var også visse begrænsninger: hvis hun fx. gik i sørgeklæder for en af hans forældre og udførte alle ritualer; hvis hendes egne forældre var døde, og hun ingen steder havde at gå hen, eller hendes mand havde været fattig, da de blev gift, og siden blev rig.

Kvinderne havde tre muligheder for at blive skilt: hvis manden var impotent, da hun skulle have en søn som sin livsforsikring, hvis manden blev idiot eller begik et mord. Hvis en kvinde ikke kunne opnå skilsmisse, kunne hun true med selvmord. I gammel tid troede man, at den døde steg op som en usynlig ånd, der kunne tage hævn mod alle, som havde opført sig dårligt mod en. Det forklarer, at i det gamle Kina, som den eneste kultur i verden, var der dobbelt så mange kvinder, der begik selvmord, som mænd. Og det er fortsat således i dag. Ud af 54 pct. af alle selvmord i verden begås de 22 pct. af kvinder i Kina. Så den gamle kultur hænger ved.

Går vi fremad i tiden til omkring begyndelsen af 1900-tallet med den store udvikling af letindustri, rykker kvinderne og børnene ud af hjemmet. Kvinden bærer barnet på ryggen og sætter det i en lille papkasse henne ved maskinen, og når barnet kan stå op ved 4-5 års alderen, starter det også ved maskinerne. Kvinderne får halvdelen i løn i forhold til mændene og børnene halvdelen af lønnen til kvinderne. Ser vi på ulykkestallene i den kinesiske industri, så udgør kvinderne, som er nærmest ved maskinerne, 44 pct. af alle ulykkestilfældene. Men mændene, som sjældent er direkte foran maskinerne, klarer sig meget bedre. Ser vi på statistikken i dag, så står kvinderne fortsat nærmest maskinerne og har flere ulykker end mændene.

Maos kvindepolitik

Da det kommunistiske parti kommer til magten i 1949, indfører det to store love i 1950. Den ene var jordloven, hvor alle voksne på landet, kvinder som mænd, skal tildeles et stykke jord.

Den anden lov var ægteskabsloven, som kom 1. maj 1950. Hvis en kvinde var ulykkeligt gift, og især hvis hun blev mishandlet eller var bortgift mod sin vilje, kunne hun begære skilsmisse. Og det viste sig ikke at være så heldigt. For når kvinderne begærede skilsmisse, havde de ret til at tage halvdelen af jorden med sig plus at få bryllupsgaverne tilbage, hvilket medførte, at manden mistede sin hustru, halvdelen af jorden og bryllupsgaverne. Det var for meget og førte til, at en masse kvinder blev tvunget til at begå selvmord eller blev smidt i brønden. Efter et par år udførte man i Beijing en stor undersøgelse, som viste, at op mod 80.000 kvinder pr. år i 1950, 1951 og 1952 var døde, fordi kampagnen gik for hurtigt frem.

Så der blev udstedt et direktiv om at skabe harmoniske ægteskaber, og på kvindernes internationale kampdag den 8. marts 1953 begyndte en kampagne for at tale ‘bitterhed’. Svigermor og svigerdatter skulle tale sammen, og senere startede man også basisgrupper.

I byerne var der opstået arbejdsløshed, som førte til et jobforbud den første august1952. Forbuddet betød, at kvinder, som ikke havde været på arbejdsmarkedet tidligere, skulle vente med at søge arbejde.

I efteråret 1955 er der fremgang, og nu siger man pludselig til kvinderne, at de skal ud at arbejde, og fra kvindebevægelsen kommer der en masse bøger med eksempler på, at kvinderne bliver frie, hvis de arbejder.

Det varer dog kun kort, for allerede i 1957 går det tilbage, og med kampagnen ‘Det Store Spring Fremad’ ændres alt radikalt. Her siger man for første gang, at kvindernes arbejde skal synliggøres. Så hvis de vasker, skal de gøre det sammen i en gruppe og have point for det. Passer de børn sammen, får de også point. Ideen var at synliggøre kvindernes gratis hjemmearbejde, hvor nogle få passer børn og vasker, mens alle andre kan arbejde fuldtids. Samtidig ønsker man at være radikal med kønsrollerne, så mænd, som begår nogle fejl, straffes ved at arbejde med kvinderne i køkkenet.

Udviklingen går helt skævt, og snart opstår der stor sult, hvor det viser sig, at det er kvinderne, som der dør flest af. De gamle skikke betyder, at når der er for lidt mad, så skal det første gå til mandens forældre. Så skal manden have mad, så sønnen og så hustruen, og er der noget tilbage, så er det til datteren.

Da katastrofen med Den Store Sult bliver synlig, forsøger man i provinsen Anhui at få fat på alle piger under ti år for at give dem ekstra mad. Man der var ingen. Det var dem, som først var sultet ihjel. Man kan i den kinesiske forskning se, at kvinderne, som var udsat for Den Store Sult, var langt mest udsatte. De er på grund af sult blevet skadet på såvel krop som psyke og har klaret sig dårligere senere i livet. De får ofte handikap og har sværere ved at klare sig i skolen. Dette skete fra 1959 til 1962.

Kvinder planter ris ud 1982. Foto: Pia Sindbjerg
Kvinder planter ris ud 1982. Foto: Pia Sindbjerg

I de følgende år ophævede man kollektiverne og frigav det individuelle landbrug. Det førte til tre gode år med overskud. Men så i årene omkring 1964-65 kommer de store brylluppers tid. Tidligere var det således, at hvis der var nød, så udsatte man bryllupper og til tider også begravelser. Så snart man havde akkumuleret et overskud, gik det til bryllupper. Det fornuftige med et overskud syntes at være først at købe en elektrisk pumpe til at overrisle markerne med, ikke at gifte sig. Men ser man det fra bondens syn, så har han sikret sin alderdom, når sønnen er blevet gift. Så den langsigtede investering er at binde det unge par til de gamle forældre. Der kommer det, som man siger, “en vind af bryllupper” i årene 1962-65, og der er en tilbagevenden til de gamle skikke.

Her siger Mao stop og igangsætter en socialistisk opdragelseskampagne, som snart glider over i kulturrevolutionen fra 1966 til1976. Her diskuterer man overhovedet ikke kønsspørgsmålet, da det var en klassekamp. Den statslige organisation Kvindeforbundet blev lukket. Den blev kaldt for en borgerlig overklassedamers te-forening og var lukket i ti år. Det var borgerligt at diskutere kvindespørgsmål. Kun klassekampen gælder. Folkekommunerne genindføres, hvor alle får arbejdspoint, og ingen havde individuel ret til at dyrke jorden.

Efter kulturrevolutionens kaos indføres i 1978 et nyt system, hvor man atter får lov at dyrke jorden individuelt. Men med det nye system bliver det atter manden, som er familiens overhoved; huset er hans, og de traditionelle forhold vender tilbage. Vi får en hurtig udvikling, men også en udvikling, hvor der bliver større forskel mellem land og by.

Og her kommer der voldsom gang i letindustrien med udenlandske investorer, hvilket fører til en kæmpe folkevandring fra landet ud til kystområderne. Alene i provinsen Guangdong med over 100 mio. indbyggere kommer 30 mio. udefra. 70 pct. af al arbejdskraft, som kom der til, var kvinder.

For den første gruppe er der mange beskrivelser af forhold, der er som for kvinderne i England i begyndelsen af 1800-tallet med voldsom udnyttelse af arbejdskraften og ingen regler. Indenfor den statslige industri er det anderledes. Her havde man jernskålen af ris, hvor alle fastansatte var sikret fra vugge til grav. Men der er bare det ved, at kvinderne sjældent blev fastansatte, men hvis de var gift med en fastansat, kunne de klare sig.

Den første generation i industrien var glade, selvom de havde en lavere løn. Sammenlignet med landbruget, hvor kvinderne stod i 32 graders varme og 98 pct. luftfugtighed, var det så meget behageligere at sidde indenfor på en bænk, selvom der ikke er ryglæn og man sidder tæt, for man sidder stille. Det var som ferie, når man kom direkte fra landet.

Men de unge vil ikke finde sig i forældrenes forhold, så nu er der mange strejker. Det gælder ikke om at få demokrati; de kæmper for faktiske fysiske bedre forhold, højere løn og pension. Man vil sikre sin fremtid, sin alderdom.

 Nutidens aktive feminister

Marina Thorborg sluttede sit foredrag med en omtale af kvindebevægelsens aktuelle situation:

”Den nye generation af kvinder er aktive. I foråret 2015 blev kvindelige aktivister, som på en kreativ måde propaganderede for kvindernes egen politik, sat i husarrest. De havde blot stået ved metroen med en lille pamflet for at sige, at mændene ikke skal gramse på kvinderne. Det er præcis det, som man netop havde diskuteret i Folkekongressen med to nye love mod vold i hjemmet”.

”For første gang i det nye Kina er der opstået en spontan kvindebevægelse. I den officielle kvindebevægelse højst oppe sidder alle de ‘fat ladies’, politikernes hustruer, ældre damer, som ikke ved noget om kvinder. I midten sidder ‘de sure kællinger’, som er blevet degraderet til Kvindeforbundet. Længst nede er de unge, de aktive feminister, som vil gøre noget”.

”Det vi kan håbe er, at de, der sidder længst nede, kan komme højere op, at nogle ‘fat ladies’ forsvinder, at nogle sure kællinger bliver lidt gladere. At det vil gå bedre for kvinderne i Kina med denne nye spontane bevægelse”.