GESANDTEN MED DEN EVENTYRLIGE KARRIERE
Historien bag en gravsten
Af Kjeld A. Larsen
I forbindelse med planlægningen i foråret 2015 af en vandring for medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening på Vestre kirkegård med arbejdstitlen ”Kineserier på Vestre” stødte jeg på to sten, som havde med de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina at gøre.
Den ene vedrørte toldkommissær og gesandt i Kina Janus F. Oiesen, den anden legationsråd Kinyer T.T. Wang i København, sm begge var gesandter på stort set samme tidspunkt i 1920´erne.
James Frederik Oiesen, ved dåben Janus Frederik Øjudsen, kom til verden i Rønne på Bornholm i 1857, fik en 43 år lang og eventyrlig karriere i det kinesiske toldvæsen, afsluttede karrieren som Danmarks gesandt i Peking og blev efter sin død i København i 1928 begravet på Vestre Kirkegård.
Gravstenens inskription på fire linjer er meget enkel: Minister J. F. Oiesen *17-10-1857 †4-9-1928
Før sin død i 1928 betænkte Oiesen Bornholms Museum en del af sine efterladte genstande, herunder det foto af Oiesen med alle sine medaljer for tro tjeneste i Østen, som Bornholms Museum har stillet til rådighed som illustration for denne artikel.
Fra Oiesens egen hånd findes dels de telegrammer i håndskreven form, som han sendte hjem til Udenrigsministeriet i sin egenskab af gesandt i Peking i starten af 1920-erne, nu opbevaret på Rigsarkivet og dels artikler om kinesiske forhold, som Oiesen skrev til tidsskrifter om internationale forhold, heriblandt artiklen ”China and the Treaty Powers”, som er en interessant juridisk vurdering af indholdet i de ulige traktater, som de vestlige kolonimagter i sin tid indgik med det svækkede Qingdynasti.
Den kosmopolitiske Oiesen og hans kinesiske familie
James Oiesen blev gift med en kinesisk kvinde med aristokratisk baggrund, Akwai Yang, og parret fik syv børn, hvoraf fem overlevede spædbørnsalderen: Nellie, Erik, Marie, Asta og Elsa, født i perioden 1890-1900 i Korea, hvor Oiesen arbejdede som toldkommissionær. Derudover adopterede moderen fire børn af kinesisk afstamning.
De to piger Marie og Asta blev ramt af børnesygdomme, som medførte permanent døvhed. Faderens bestræbelser på at finde den rette uddannelse til de to døve døtre førte ham og børnene først til Europa og dernæst til USA på et råd fra telefonens opfinder, Alexander Graham Bell, til Clarke School for døve i Northampton i staten Massachusetts i USA. Her lærte børnene at betjene sig af døvesprog og kom til at opholde sig en del af deres liv.
En detailleret og meget indlevende levnedsbeskrivelse af familien Oiesen er skrevet af et ”barnebarn” af Oiesen ved navn Mei-Mei Akwai Ellerman. Barnebarnet, som er af kinesisk oprindelse, blev adopteret af Oiesens yngste datter, Elsa Oiesen Bement (1900-1994), som ikke selv kunne få børn. Det adopterede barn skulle være kineser, således som det var tilfældet med Oisens egen kone, som ligeledes hed Akwai med familienavnet Yang.
Som forløber for bogprojektet er der kommet en yderst læseværdig artikel med titlen: ”In Pursuit of Images and Shadows: A Daughter’s First steps in Search of her Mothers Pasts” fra 1997.
Med udgangspunkt i hendes plejemors liv beskriver barnebarnet Mei-Mei Akwai Ellerman levende Oiesens unge år, hans møde med sin kinesiske kone og det unge pars start på livet, herunder giftermålets resulterende kultursammenstød:
”Elsa Dagmar Oiesen, det yngste af syv børn, hvoraf fem overlevede, blev født i Wonsan, Korea, i 1900. Hendes mor, Akwai Yang (1866-1942), var kineser med en aristokratisk baggrund, mens hendes far, James Frederick Oiesen (1857-1928), var dansker, født på Bornholm i en familie, der levede i beskedne kår. Oiesen gjorde karriere i det kinesiske toldvæsen som kommisær (commissioner of customer) i forskellige havne, britisk konsul og prokonsul i Korea, senere generalsekretær i toldvæsenet og til slut dansk ambassadør i Peking.
Som 13-årig udvandrede han sammen med sin familie til USA, fordi hans fars økonomiske forhold pludselig forværredes. Den unge Oiesen måtte opgive sin drøm at blive læge. Han blev i stedet for tolk for en immigrationslæge og lagde demed grunden til at beherske over tyve sprog. I 1876, da han var 19 år, fulgte han i sin onkel på mødrene sides fodspor og rejste til Kina, kun forsynet med en enkeltbillet og 250 dollars, begge dele skænket af chefen for det kinesiske toldvæsen (the head of all Chinese Customs), Sir Robert Hart, hans fremtidige mentor og ven.
Hans kone Akwai brød med alle tabuer og traditioner, da hun som 20-årig flygtede fra sin familie in 1886. Fulgt af sin trofaste tjenestepige og med sin eneste ejendom, en taske med smykker, forlod hun familien for at indlede et fyrre år langt succesrigt og kærligt forhold til James Oiesen. Hendes familie slog hånden af hende og gjorde hende arveløs, fordi hun havde valgt en “hvid barbar”, “en djævel med blå øjne”. Hun mødte aldrig sin mor igen. Oiesen undslap sine forældre vrede, da de døde samme år.
I 1889 sendte det kinesiske maritime toldvæsen Oiesen til Korea, der havde søgt beskyttelse hos kineserne mod japanerne. Han og hans familie blev i Korea i mere end ti år. Da hans udstationering i Korea var slut, erklærede han i en afskedstale, at hans tid i Korea havde gjort ham til en mand, og at han respekterede koreanerne for deres glimrende administration. Hans tid i Korea ville altid stå for ham som det lykkeligste i hans tilværelse. Koreas kejser gav Oiesen en af sine ydlingshingste og fik lavet et mindesmærke til hans ære.
Oiesens bidrag til det koreanske samfund var blandt andet, at han indførte en landbrugsreform ved at importere såsæd og moderne landbrugsmaskiner fra Danmark. Desuden forbedrede han sundhedsvæsenet ved at ansætte missionærlæger med vestlig uddannelse, og han drev selv en førstehjælpsklinik, hvor han sørgede for at syge og tilskadekomne blev behandlet. Han sørgede for at forny skovene og modernisere produktionen af mælk og smør.”
Efter afslutningen på sin karriere var det planlagt, at familien skulle forenes og bo i USA, men Oiesens uventede død i 1928 som resultat af en streptokokinfektion satte en stopper for denne plan. Enken Akwai vendte i 1929 tilbage til Kina til sine adoptivbørn og store tjenestestab. De fælles børn så ikke siden deres mor, og hendes videre skæbne indgår ikke i de tilgængelige kilder. Hun døde først i 1942.
Oiesens langvarige kinesiske karriere
Det var som resultat af sin onkels indflydelse, at Oiesen blev ansat i det kinesiske toldvæsen, Imperial Maritime Customs. Onklen, som oprindelig var styrmand på britiske skibe, fik efter sin ankomst til Kina ansættelse i det nyoprettede kinesiske toldvæsen, hvor han var ansat i en årrække indtil 1875. Onklens indflydelse bevirkede, at Oiesen fik ansættelse som assistent i den engelsk administrerede kinesiske toldetat i 1877.
I Dansk Biografisk Leksikon kan man udover en detaljeret opremsning af hans forskellige tjenestesteder og bemærkelsesværdige og lange karriere som toldembedsmand, i Korea og Kina, og sluttelig som Danmarks gesandt i Peking i starten af 1920-erne læse følgende:
“Oiesen var den første og mest fremtrædende blandt de danske, som i årenes løb nåede frem til ansvarsfulde stillinger i det kinesiske toldvæsen. Han var en særpræget personlighed af høj kultur og ualmindelig begavelse, og han formåede uden anmasselse at gøre sig gældende i de store forhold, hvor hovedparten af hans livsgerning faldt. Han omfattede Kina med levende interesse og skaffede sig i årenes løb et nøje kendskab til kinesisk kultur. Han er forfatter til flere afhandlinger i udenlandske tidsskrifter om kinesiske forhold.
Kongen af Korea hædrede ham 1891 med adelsrang, og kejseren af Kina gav ham 1904 civil embedsrang af 3. klasse, mandarin. Oiesen betænkte bl.a. Bornholms museum og havde væsentlig andel i Laurits Andersens beslutning 1926 om at skænke en mio. kr. til Nationalmuseets nybyggeri.”
Den danske diplomat og den kinesiske diplomatfrue på samme kirkegård
Den kinesiske diplomat Kinyer T. T. Wang har efterladt sin afdøde ministerinde på Vestre Kirkegård i 1917, og den danske diplomat James Frederik Oiesen blev begravet på samme kirkegård i 1928. De ligger kun omkring 200 meter fra hinanden, men på hver sin afdeling. De overlappede i deres diplomatiske virke i henholdsvis København og Peking i begyndelsen af 1920-erne. De har højst sandsynligvis kendt til hinandens eksistens, men om de har mødt hinanden, det fortæller kilderne os desværre intet om.