Kampen mod korruption

Af Flemming Poulsen

Den megen korruption i Kina og præsident Xi Jinpings forsøg på at bekæmpe den var emnet for professor Jørgen Delmans foredrag i Dansk-Kinesisk Forening den 10. maj 2016. Jørgen Delman havde givet foredraget overskriften ”Dødskamp eller Fornyelse: Xi Jinpings kamp mod korruption i Kinas bedre kredse”.

”Hvorfor er Xi Jinping så forhippet på at gøre op med korruptionen? Det er ikke nemt at give et entydigt svar, men jeg synes, at spørgsmålet, om det er en dødskamp eller en fornyelse, er berettiget”, sagde Jørgen Delman. ”Jeg tror, at man kan se det fra begge perspektiver.

Jørgen Delman har arbejdet mange år i Kina med internationale udviklingsorganisationer, primært FN og EU, men også Verdensbanken og Danida etc.

”Når man kom fra en udviklingsorganisation, så kom man med penge og blev udsat for forsøg på bestikkelse, fordi folk ville have fat i ens penge. Sådan er det. Det har jeg selvfølgelig også oplevet. En af de gennemgående temaer i Kina om korruption er, at det skaber en unfair og ulige udvikling”, fortæller Jørgen Delman til foredraget.

Fyraftensdans med overraskelser

Jørgen Delman mindede om, at Kina ifølge Transparency International ligger langt nede på listen over korrupte lande. Mens Danmark ligger som nr. 1 ud af 158 lande, ligger Kina som nr. 83.

Jørgen Delman gav nogle eksempler på, hvordan han har oplevet korruption, bl.a. fra en rejse i provinsen Guizhou i begyndelsen af 90’erne:

”Det var almindeligt, når man var ude at rejse, eller havde et møde, at man om aftenen efter dagens møder skulle ud og more sig, fx på en danserestaurant. Da der på det tidspunkt ikke var et almindeligt dansemiljø, inviterede man typisk de kvindelige ansatte på værtens kontor til at danse med de udenlandske eksperter. Det var også vældig hyggeligt, og man fik rigtig moret sig. Vi besøgte et en gang fjernt amt, hvor vi skulle se på mulighederne for at lave et projekt. Da vi kører over grænsen til amtet, stopper vi, og mine kinesiske kollegaer hopper ud af bilen, klapper sig på brystet og siger: ’Ha! Det her er det første amt i Kina, hvor man har frigivet prostitution’. Så tænker man ’Hvad handler det her om?’”

Det fandt Jørgen Delman ud af om aftenen. Da havde borgmesteren inviteret til fest, hvor gæsterne fra Beijing straks blev budt op til dans. Jørgen Delman regnede med, at det var kvinder fra borgmesterens kontor, der var blevet inviteret med til fest, men det viste sig at være en anden slags kvinder: ”De blev utålmodige. De ville gerne have mig med ind ved siden af for at levere deres ydelser. Så jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen. Jeg var leder af gruppen og samlede alle folk og sagde, at vi skulle hjem nu. Det var jo klart, at uanset om man havde lyst til det eller ej, så handlede det om bestikkelse. Borgmesteren var gået. Han skulle ikke ses som part i det her.”

Partichefen og hans mentalt forstyrrede kone

En af det kommunistiske partis ledende skikkelser, Bo Xilai, var hovedperson i de seneste års mest opsigtsvækkende korruptionssag. Han var partichef i den vestkinesiske storby Chongqing og var, ifølge Jørgen Delman, kandidat til at blive medlem af partiets øverste ledelse, da han i 2012 blev dømt for korruption og blev udstødt af partiet. Han var gift med Gu Kailai, der var en succesrig advokat. Hun opdyrkede sin virksomhed, bl.a. med råd og vejledning fra en britisk forretningsmand. Han blev myrdet. Gu Kailai havde måske, måske ikke, et forhold til ham, men også til Chongqings politichef, som efterforskede mordet.

Det var en klar indikation af, at det måske ville skabe store problemer for Bo Xilai. Derfor stak politichefen af til det amerikanske konsulat i Chengdu, naboprovinsens hovedstad, og søgte formodentlig om asyl. Han fik af uransalige grunde forhandlet sig til en aftale med partiledelsen i Beijing om, at han ikke ville blive udleveret til Bo Xilai. Var han blevet det, var han blevet slået ihjel, mente han. I stedet blev han udleveret til sikkerhedsministeriet i Beijing og fik lov til at fortælle, hvad han vidste, og så slap han med en mild straf, selvom han havde begået landsforræderi ved at søge tilflugt hos amerikanerne. Gu Kailai kom i retten – det er et par år siden – og blev dømt til døden med to års prøvetid. Det er en almindelig straf i Kina for højstående politikere. Mao Zedong sagde i sin tid, at vi ikke skal slå vores politiske modstandere ihjel. Det er et princip, man har fulgt stort set siden. Andre mennesker ville få en dødsdom for noget lignende, men ikke eliten. Så bliver Bo Xilai arresteret og kommer for retten. Hele hans politiske karriere bliver lagt i ruiner pga. denne sag. Han fik en livstidsstraf, bl.a. på grund af korruption og magtmisbrug. Gu Kailai, som på daværende tidspunkt sidder i fængsel som morddømt, vidnede på video imod ham. De var dybt uenige om, hvordan de skulle fortolke situationen, og det siger sig selv, at han er bragt i en situation, hvor han må forsvare sig. Han gik ikke ned, som alle de andre af samme kaliber. Han indrømmede ikke sin skyld, han opfattede sig selv som politisk forfulgt, og han opfattede sin kone som mentalt forstyrret. Derfor kunne man ikke stole på hendes vidneudsagn. Det hjalp intet, og sagen blev bragt ud af verden ved at han fik en tilsvarende straf – i fuld forståelse med de nye topledelse i Beijing. Spørgsmålet er om det var en korruptionssag, en mordsag eller en politisk retssag? Hvad er det egentlig Xi Jinping vil opnå med sin kampagne?

Definition på korruption

Først og fremmest vil han have styr på sine tropper. Den kinesiske nationalbank oplyste for nogle år siden, at 18.000 kommunister var flygtet fra Kina siden 1990 med omkring 120 mia. dollars i lommen. Mange er familiefædre, der har fulgt en bestemt metode til at slippe ud af Kina. Først sender de børnene ud, så sender de konen ud, så sender de penge ud, og så skaffer de sig selv flere pas. Når de føler jorden brænde under sig, tager de ud af landet på et af de falske pas. Og så kan man leve lykkeligt, tror de, i et eller andet oversøisk territorium, hvor man ikke bliver forfulgt. Men i dag yder kinesiske myndigheder en aktiv indsats for at få disse mennesker hjem på baggrund af udvekslingsaftaler. Samtidig er de mere på vagt. Hvis en mand sender sine børn eller ægtefælle af sted, så begynder myndighederne at holde øje med ham. Det er en del af den nye anti-korruptionskampagne.

Xi Jinpings anti-korruptionskampagne

Der er en simpel definition på korruption i Kina: Man er korrupt, hvis man bruger sit embede for privat vindings skyld, og det har der været rig mulighed for i Kina i årtier, fordi der har været meget lidt opsyn med mulige korrupte transaktioner.

Der har været rigtig mange fordele ved at være korrupt, og risikoen for at blive afsløret har været meget lav, nærmest ikke-eksisterende. I kommunistpartiets egne rækker er det stadigvæk sådan, at en person, der bliver afsløret som korrupt, ikke umiddelbart bliver stillet for en domstol. Det er kommunistpartiets disciplinære inspektionskommission – vi kan kalde det partiets interne politi – der tager sig af at undersøge sager om korruption. Det er dem, som skal beslutte, om en mistænkt skal overføres til retsvæsenet. Det gør de fuldstændig suverænt. Der er ingen, som kan blande sig i det. Generelt er det måske i dag højst 3-4 pct. af de mistænkte, der bliver overført til retssystemet.

Korruption kan forekomme, fordi Kina styres af en partistatl. Det kommunistiske parti har monopol på magten, og kommunisterne sidder på store dele af samfundets ressourcer og har gjort det i årtier. De har til opgave at fordele ressourcerne, enten gennem uddeling eller gennem salg, eller hvordan det nu kan ske. Og fordi der er tale om knappe ressourcer, kan alle de beslutninger, der skal træffes, medføre, at folk er villige til at betale for den ydelse, man får.

Det er altså meget let at blive korrupt og myndighederne og deres embedsmænd er udsat for et stærkt pres. Der er hele tiden nogen, som banker på døren, og de står nærmest i kø for at få lov til at betale. Så man skal være en ualmindelig stærk sjæl for at holde sig tilbage.

Nu kommer Xi Jinping så med sin anti-korruptionskampagne. Han siger, at kommunistpartiet må gå grundigere til værks, og derfor har han lagt et alvorligt pres på den offentlige sektor, siden han blev præsident. Han har gennemført en lang række foranstaltninger for at begrænse mulighederne for korruption og retssystemet har kørt mange spektakulære anti-korruptionssager. Men hvis vi begynder at tælle sagerne, så er det egentlig ikke så mange målt i procenter af de mulige sager.

Sagerne har også mere skjulte formål. Blandt andet ønsker Xi at gøre op med folk, der har særinteresser, som myndighederne gerne vil til livs. Så det bliver en del af korruptionsindsatsen at stoppe eller begrænse dem, fordi disse særinteresser først og fremmest tjener egeninteresser. De blokerer for den politiske proces. Det vil man også til livs. Xi ønsker en renere offentlig administration, den skal være moralsk orienteret, og den skal være tættere på græsrødderne.

Den af de løsninger, som Xi Jinping stiller op, er masselinjen. Han vil vende tilbage til Maotidens dyder. Vi skal tættere på masserne, siger han, vi skal have dialog med masserne, og vi skal bruge masserne til at overvåge os. De såkaldte masser, dvs. den almindelige kineser, har formenlig ikke så meget andet end hån til overs for endnu en omgang masselinje, med mindre de selv er medlemmer af kommunistpartiet. Men Xi kan vinde deres sympati, ved at sige, at vi skal af med alt det, der sker bag tæppet og under dynen. Man vil ikke finde sig i, at embedsmænd holder elskerinder eller går til prostituerede. Det skal de straffes for. Tilsidesættelsen af den gode moral inden for den offentlige sektor skal man til livs.

At bekæmpe tigrene og fluerne i det kinesiske samfund

Så er der den spektakulære kampagne, der handler om at fange tigre og fluer. Tigre er sådan en som Bo Xilai, altså topledere. Andre navne er Zhou Yongkang og Ling Jihua, begge tidligere magtfulde topledere. Fluerne er almindelige embedsmænd længere nede i systemet. Det kan være en læge, en skolelærer eller en leder af en skole eller et amt. Anti-korruptionskampagnen har i det sidste år også sat fokus på de statsejede virksomheder, og man har bevæget sig fra lokalt niveau op på det centrale niveau.

Xi Jinping har også gennemført en lang række foranstaltninger, der skal forhindre misbrug af offentlige midler. Man kan ikke mere bruge offentlige midler på fornøjelser som at spille golf, spise ude og drikke god vin. Derudover må man kun rejse på økonomiklasse. Meget af det her er jo sund fornuft, hvis man vil spare på offentlige midler. Samtidig må offentlige ansatte heller ikke mere modtage gaver ud over en bagatelgrænse. Det er også sket i Danmark. Med andre ord er der flere dagsordener på spil i Xis kampagne.

Typisk henter politiet den mistænkte i en korruptionssag om natten eller tidligt på morgenen. De forsvinder, og familien hører ikke fra dem i månedsvis. Forhøret foregår ved, at den mistænkte bliver sat ved et bord i et kedeligt lokale og får at vide, at han nu kan tilstå. Svarer den mistænkte, at han ikke har noget at tilstå, svarer politiet blot igen ved at fortælle ham, at han godt ved, hvad han skal tilstå. Sådan bliver de ved med at køre rundt indtil, at manden er blevet godt mør. Langt de fleste af disse sager, hvis ikke alle, bliver tilståelsessager. Så afgøres det, om personen skal stilles for en domstol, eller om sagen skal ordnes internt i kommunistpartiet.

Meningen med antikorruptionskampagnen

Hvorfor kører Xi Jinping så denne kampagne? Det kunne være ren symbolpolitik. Han vil vise, at han har den fornødne handlekraft, og anti-korruption giver ham legitimitet. Hver gang der ryger en tiger, vil folket stå og klappe nede på pladsen som under den franske revolution. De interesserer sig ikke nødvendigvis for, hvorfor tigeren er faldet. De er bare glade for at se, at der er nogen, der falder, fordi der er så mange korrupte embedsmænd.

Det kunne også være fordi Xi Jinping ønsker at inddæmme magten. Det siger han selv – der skal være en rød linje, som man ikke kan krydse.

Det vi i hvert fald kan se, er, at han ønsker at demonstrere, at partiet kan rense sig selv. Det er en gammel tradition i kommunistpartiet. Det stammer helt tilbage fra Mao-tiden. Efter sådan en tur, kan kommunistpartiet komme op at stå igen, agere og fortsætte stabilt i en periode. Vi ved godt, at det kan gå ned ad bakke med de problemer, vi har, og så må vi gøre det en gang til. Men der ingen, der skal blande sig i det. Det håndterer partiet selv. Der er ingen tvivl om, at det er den måde, han ser kampagnen kørt på.

Nogle iagttagere mener, at Xi er skabsreformist. Når han føler, at han har så meget herredømme over magtens tøjler og ryddet modstand af vejen, så vil han gennemføre reformer. Vil han det? Jeg er selv i tvivl. I kredsen omkring Xi Jinping er der dog en del debat om, at de forskellige særinteresser, som blokerer reformer. Der antydes, også af Xi selv, at det er magtcentre inden for partiet, såkaldte fraktioner. Det siger sig selv, at Xi kan bruge kampagnen til at rydde en del af den modstand af vejen.

Er det så en politisk kamp, som vi kender den fra Maotiden, som Xi er ved at gennemføre med anti-korruptionskampagnen som våben? Det er det måske? Blot er den ikke italesat på samme måde som under Mao, fordi man ikke udstiller officiel politisk uenighed i Kina i dag.

Eller er det simpelthen et parti, der er på vej i hundene, som ikke længere kan holde sig selv oppe og er det dermed partiets sidste desperate forsøg på at redde sin magtposition og Kina?

Jeg kan ikke give svaret, men tilhørerne kan jo tænke over det selv.