Rejs med Yu Hua
Af Anne Wedell-Wedellsborg
Tag på en indsigtsfuld rejse i Yu Huas forfatterskab gennem avantgardisme, familiefortællinger, personlige og politiske katastrofer, misforvaltede livsmuligheder og et Kina i vild forandring.
Det er svært at rejse til Kina for tiden. Men man kan rejse i litteraturen. Så grib en af Yu Huas bøger. På dansk findes hele syv. Skænk en kop jasminte, sæt dig til rette og bered dig på nærkontakt med vidt forskellige menneskeskæbner, stedt i historiens og ideologiernes malstrøm.
Du får Kinas samtid og nyere historie, komedie og tragedie, kritik og ømhed, præcist og underholdende formidlet gennem Yu Huas enkle, raffinerede sprog.
At Yu Hua (f. 1960) skulle blive en af Kinas mest læste og bredt anerkendte forfattere, oversat til mere end fyrre sprog, var der ikke mange der forestillede sig, dengang han brød igennem som eksperimenterende avantgardist i slutningen af 1980erne. En række sære, kortere tekster fra dengang viser en verden, hvor personerne agerer – ofte ekstremt voldeligt – i et moralsk og psykisk tomrum, som læseren selv må udfylde, mens forfatteren køligt registrerende ser til. Som toneangivende avantgardist søgte Yu Hua rødderne til Kinas problemer i tvangsmæssige strukturer, dybt i historiens mørke, aktualiseret i en kollektiv glemsel, der lammer individet.
Et eksempel findes på dansk. En virkelighed (1988, da. 2019) handler netop om en familie på tre generationer, der lever i den evige nutid.
Død, drab, hævn og henrettelse skildres i klinisk prosa, som en nådesløs nedtælling fra ingenting til nul. Iskoldt og foruroligende – og med en ironisk krølle til sidst. Advarsel: Det er ikke hyggelæsning.
Paradoksalt nok peger denne og andre af hans tidlige tekster på to af de mest karakteristiske træk ved Yu Huas senere fortællinger. Med omvendt fortegn: For det er netop erindringen – her glimrede ved sit fravær, og familien – her tømt for indhold – som er stammen i næsten alt, hvad han senere skrev.
Så mens man hos avantgardisten finder postmoderne pasticher, der i miniformat vender vrangen ud på genrer som dannelsesroman og familiekrønike, bliver disse genrer i hans egentlige romaner fra 1990 og frem udfoldet i en mere ligefrem fortællende form. Her er den nære familie den meningsgivende enhed, ofte med vægt på erindring som emblem for identiteten eller som selve det narrative princip.
Demonstrationerne på Tiananmen i 1989 og hærens massakre på civile i Beijing blev et vendepunkt for forfatterskabet. Slut med sofistikeret voldsæstetik for de få, virkeligheden var kommet for tæt på. I 1991 udkom erindringsromanen Råb i støvregn (da. 2021), en episodisk sammensat fortælling om ensomhed og opvækst på landet under Kulturrevolutionen. Den voksne fortællers seksårige jeg ligger halvvågen i sengen i mørket og lytter til regndråbernes dryppen fra tagskægget, da han langt borte fra hører en kvindes fortvivlede skrig. Skrækslagen venter han på den anden stemme, den som vil svare på hendes kalden og stilne hendes gråd. Men den kommer aldrig: ”Der findes ikke noget mere skræmmende end lyden af trøstesløs gråd i en regnfuld nats altopslugende mørke.” Sådan begynder bogen, og den lille scene står som et slags destillat eller motto over forholdet mellem forældre og børn, som det udspiller sig i mange konstellationer gennem de forskellige handlingstråde.
Mest grotesk mellem den følsomme jeg-fortæller og hans forfærdelige og voldsparate far. Nogle har set romanen som en spejling af forholdet mellem de unge demonstranter på Tiananmen og Kommunistpartiets voldelige respons. Der er forskel på generationerne, men på sin vis er alle fortabte i en kultur, hvor de traditionelle værdier er udhulet uden noget at sætte i stedet. Det kan lyde dystert. For mig giver bogen et forunderligt indblik i et følsomt kinesisk drengesind. Den er letlæst med stænk
af velgørende ironi og lysglimt af humor og ømhed børnene imellem.
Yu Huas anden roman At leve (1993, da. 2015) har fået status som et slags alternativt nationalepos, til stadighed genoptrykt, dramatiseret og diskuteret. I Vesten kendt fra Zhang Yimous Cannes-prisbelønnede filmatisering, der først blev forbudt i Kina, men som nu i dag er åbent tilgængelig online. Romanen følger Fugui og hans familie fra 1940erne og til 1980erne, gennem borgerkrig, kommunisme, hungersnød og kulturrevolution. Det er Kinas nyere historie set gennem en enkelt skæbne. Ét liv ud af millioner andre. Struktureret som dobbelt erindring: En ung mand husker tilbage på en gammel bondes livshistorie, som fortalt til ham i løbet af en enkelt dag. Om tragedier og livsvilje i spændet mellem tilværelsen som udsvævende godsejersøn og som fattig bonde. Vi møder ham ridende gennem byen på ryggen af en fed luder, hvis fletninger han bruger som tøjler, på vej til at spille familieformuen op, mens hans gravide kone trygler ham om at komme hjem. Nedturen følger og han må begynde helt fra bunden, ydmyget menneskeligt og socialt. Men han vokser med sin skæbne, jo mere ulykkerne regner ned over ham. Bogen er i sig selv en hyldest til selve fortællingens helende kraft og til erindringen som identitetens grundprincip. At leve er at huske og at leve er at dele sin historie med andre. Det er stærk og rørende læsning.
Både At leve og Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod (1995, da. 2016) viser den nære familie som den meningsgivende enhed, der bærer individet gennem politiske storme og selvpåførte katastrofer. Der er en snert af komisk opera i sidstnævnte roman, hvor hovedpersonen sælger sit blod for at skaffe penge til familien. Handlingen bæres af dialogen og følelsesmæssige højdepunkter udspilles i det offentlige rum, på gaden eller trappetrinet. Fælles for de to romaner er Yu Huas enkle præcise sprog, der viser figurerne i stedet for at udpensle, renset for besjælede adjektiver. Det dramatiske indhold står stærkt, netop fordi det formidles uden tilsætning af følelsesmobiliserende gloser. God underholdning. Det får man også i to-binds krøniken Brødre (2005-06, da. 2019), en vild kæmperoman, der veksler mellem renhjertet varme, patos, plat komik, farce og skarp satire. Bogen spænder i tid fra 1960erne op til årtusindskiftet, og det er en klar pointe, at hvor enorm forskellen end er på Kulturrevolutionens ideologiske vanvid og reformperiodens materialistiske amokløb, så er de menneskelige omkostninger sammenlignelige. Vi følger de to stedbrødre, Glatskalle Li og Song Gang, den første lavstammet, grov, frembrusende og frygtløs, den anden høj, bebrillet, passiv med litterære ansatser. Det handler om de sidste 40-50 år af Kinas turbulente historie, og de to brødre repræsenterer ekstreme arketyper og disses skæbne i tidens malstrøm. Yu Hua viser, at mens den ene må gå til grunde, bliver den anden selve indbegrebet af tidsånden. Men værditabet og den menneskelige fornedrelse er i sidste ende ligeligt fordelt.
Yu Hua har selv kaldt romanen Brødre og essaysamlingen Kina i ti ord (2011, da. 2019) for to udgaver af samme historie. I den første er den fortalt gennem fiktionens filter, i den anden – som måtte udgives i Taiwan – bruger han sit eget liv som den linse, hvorigennem han observerer et Kina i vild forandring. Bogen består af ti essays, hver centreret omkring et enkelt ord, som inkarnerer et særligt aspekt af livet i Kina, (fx folket, leder, revolution, kopi, læse, skrive…). De ti ord danner ramme om hvert enkelt essay, og fungerer samtidig som prismer, hvorigennem de dybe sociale og etiske dilemmaer, der har præget Kinas nyere historie, træder tydeligt frem. Yu Hua viser, hvordan ord kan påvirke mentalitet, omskabe relationer og skubbe til andre ord, så nuancer forskydes. At ”vride sproget ud af statens klør” var slogan for unge forfattere efter Maos død i opgøret med Kommunistpartiets førergreb på sproget. Yu Huas humoristisk-satiriske og dybt alvorlige analyse af det kinesiske riges tilstand føjer nye facetter til den bestræbelse. I øvrigt har han, ved siden af romaner og novellesamlinger, udgivet massevis af andre essaysamlinger om alt fra vestlig klassisk musik, kunst og litteratur til samfundsfænomener og rejseberetninger.
Romanen Den syvende dag, der udkom i 2013 (da. 2017) er Yu Huas til dato mest uforsonlige kritik af en samtidsvirkelighed, han til stadighed prøver at forstå. Den er dog også, efter min mening, hans mindst litterært vellykkede. Den foregår i dødsriget, hvor hovedpersonen, Yang Fei, er for fattig til at betale for urne og gravplads. Han må vandre hvileløs i syv dage, mens han reflekterer over sit liv. Født på et togtoilet, tabt i farten og fundet på skinnerne af en jernbanearbejder, der blev hans ”far.” Undervejs møder han andre skæbner, der faldt af det økonomiske eksprestog: fejlopererede organsælgere, selvmordere, fattige, der bor dybt under byens asfalt, gamle mennesker, hvis bolig blev knust over hovedet på dem. Mange episoder med rod i virkelige hændelser. Yu Hua vender bunden opad og vrangen ud på Kinas økonomiske succes. Men bogen rummer også lys og varme i fællesskabet mellem ”far” og søn og mellem de ubegravede sjæle – samfundets fortrængte samvittighed.
Yu Huas værk indkapsler Kinas nyere historie. Alle hans meget forskellige romaner skildrer almindelige menneskersskæbne midt i sociale omvæltninger. Under den tilsyneladende ubesmykkede skrivestil vibrerer en uro og modstand, en insisteren på autenticitet og værdighed. Sidste år udkom romanen Wencheng, der rækker tilbage i tid til slutningen af Qingdynastiet. Den findes endnu ikke på dansk. Men
som det fremgår, er der nok at tage fat på allerede.
Så læn dig tilbage, drik din te, læs og nyd – en Kinarejse du aldrig glemmer.
Anne Wedell-Wedellsborg, professor emerita, er dansk oversætter af ”At leve”, ”Kina i ti ord” og ”Råb i støvregn.”