Kinas buddhistiske diplomati i Sri Lanka

Af Tabita Rosendal 

Kina bruger buddhistisk diplomati som en murbrækker for at fremme silkevejs-initiativet i Sri Lanka.

I 2018 fandt et møde sted mellem Cheng Xueyuan, den tidligere kinesiske ambassadør i Sri Lanka, og lederne af de mest indflydelsesrige buddhistiske sekter i landet, patriarken fra Malwatta sekten, Sumangala, og patriarken fra Asgiriya sekten, Gnanarathana.

Lotus Tower i Colombo – et eksempel på buddhistisk infrastruktur. Under Belt and Road Initiative underskrev Sri Lanka og Kina ‘Lotus Tower agreement’ i 2012 for at bygge det højeste TV-tårn i Sydasien med China National Electronics Import and Export Corporation (CEIEC) som hovedentreprenør. (Kilde: Xinhua News/Fotograf: Guo Lei).

Cheng ville tale om de buddhistiske relationer mellem de to lande og deres fremtidige “gensidige fordelagtige samarbejde”. Mødet kom dog hurtigt til at omhandle Sri Lankas taknemmelighed for Kinas udviklingshjælp til landet, specielt i forhold til investeringerne i to store havneprojekter i Hambantota og Colombo, som er en del af Kinas Silkevejsinitiativ. Men hvorfor blev kinesiske infrastrukturinvesteringer diskuteret med buddhistiske ledere i Sri Lanka?

Religion som blød magt
Det bliver mere og mere normalt at se en sammenblanding af den religiøse og den økonomiske sfære, når man analyserer Silkevejsinitiativets implementering, specielt i Syd- og Sydøstasien. Den korte forklaring på dette er, at Kina forsøger at portrættere sig som et “generøst” eller “godhjertet land” på den internationale scene for at nedsætte risikoen for kritik af dets politikker.

Der er mere end 6000 buddhistiske klostre og 15.000 munke i Sri Lanka, hvor over 70 procent af befolkningen praktiserer Theravada-buddhismen. (Kilde: Wikimedia Commons/Fotograf: AntonO)

Kinas Kommunistiske Parti (KKP) prøver at positionere Kina som en fortrolig ven af nationens naboer og partnere gennem brug af “blød magt”, som for eksempel religion. Dette sker blandt gennem “strategiske narrativer”, som baseres på “typiske” kinesiske religioner som buddhisme. Målet med de religiøse narrativer og det religiøse diplomati er at fremme gennemførelsen af Silkevejsinitiativet og at bane vejen for fremtidige projekter og investeringer i dybt religiøse lande som Sri Lanka. Processen er dog ikke ensidig. Interessenter i Sri Lanka viser nemlig også vilje til at tage Kinas narrativer til sig for at virkeliggøre egne nationale og internationale mål.

Silkevejsinitiativet i Sri Lanka
Siden præsident Xi Jinpings Silkevejsinitiativ (uofficielt kaldt “et-bælte en-vej” på kinesisk, og “Belt and Road Initiative” på engelsk) blev introduceret i 2013, er Kinas økonomiske tilstedeværelse i Sri Lanka cementeret betydeligt. Silkevejsinitiativet omfatter nu direkte investeringer (FDI), statssanktionerede lån som støtter specifikke politikker, og direkte gave-bistand. Det implementeres primært med fokus på projekter associeret med det 21. Århundredes Maritime Silkevj, for eksempel havneprojekterne i og omkring Colombo havn. Med en estimeret pris på 1,4 milliarder USD er havneprojektet i Colombo den største direkte investering i Sri Lankas historie.

Kina er dog ikke det eneste land, som ønsker at øge sin økonomiske indflydelse i Sri Lanka; grundet Sri Lankas strategiske placering i det Indiske Ocean, er der flere andre regionale så vel som vestlige magter interesserede i at øge deres tilstedeværelse. Specielt de såkaldte QUAD-lande (Indien, Australien, Japan og USA) har forsøgt at positionere sig stærkere i Sri Lanka for at inddæmme Kinas magt i regionen, og Sri Lanka spiller dermed en central rolle i kampen om indflydelse i det Indiske Ocean samt Stillehavsregionen.

Med Kinas stærke økonomiske fundament, kan man dog undres over, hvorfor KKP også ønsker at øge landets indflydelse i Sri Lanka gennem buddhistisk diplomati.

Buddhisme og politik i Sri Lanka. Buddhisme spiller en central rolle i Sri Lanka, og i 2016 var omkring 70% af befolkningen buddhister – primært dem som tilhører den singalesiske majoritet. Sri Lankas forfatning foreskriver, at buddhisme skal have den “fremmeste position” og skal promoveres beskyttes af staten. Derfor skal regeringen rådføre sig med et Buddhistisk Råd, som består af højtstående munke fra landets buddhistiske sekter samt vigtige politikere. Det Buddhistiske Råd er, sammen med resten af den buddhistiske gejstlighed, særdeles indflydelsesrige i Sri Lankas politiske sfære, og deres primære mål er at sikre at regeringens beslutninger privilegerer buddhismens position og fremgang. Både Sri Lankas regering og individuelle medlemmer af parlamentetet søger derfor vejledning fra rådet eller gejstligheden, for eksempel når det gælder udenlandske investeringer eller infrastrukturprojekter, som knytter sig til Silkevejsinitiativet.

Fokus på buddhism som den “primære religion” for den singalisiske majoritet har dog haft negative konsekvenser for andre etniske og religiøse grupper i landet, såsom tamiler og muslimer. På grund af Sri Lankas problematiske menneskerettighedstilgang, har USA og andre vestlige magter begrænset deres støtte til landet, og potentielle investeringer og samarbejder har været afhængige af tiltag, som skal styrke regeringens gennemsigtighed og kontinuitet i forhold til beslutningsprocesser, lovmæssige forbedringer samt styrkelsen af demokratiske værdier. Indien, som er en af Sri Lankas tætteste samarbejdspartnere og støtter, har fulgt en lignende tilgang og har bibeholdt krav til regeringens retfærdige behandling af det tamilske mindretal.

Det har ført til, at regeringen er afhængig af lande som Kina, der har strategiske interesser i Sri Lanka, men som stiller mere pragmatiske krav i forhold til lån og investeringer. Samtidig har Sri Lanka benyttet en buddhistisk udenrigspolitik for at mindske kritikken af landets håndtering af menneskerettigheder. For at sikre lån fra forskellige lande og regionale magter på samme tid, satser Sri Lanka på at opretholde en officiel “neutralitets-politk”. Regeringen forsøger derudover at bibeholde såkaldte “Kalyana-mitta”-relationer med andre lande. “Kalyana-mitta (-mitra) er et buddhistisk koncept som buddhistiske samfund og forudsætter, at ens ven er god, sømmelig og vis. Men hvor passer Kina ind?

Kinas buddhistiske diplomati
KKP opretholder hård politisk kontrol med alle religioner, inklusiv buddhisme, inden for Kinas egne grænser. Alle religiøse ledere skal følge partiets lederskab og arbejde på at fremme “socialisme med kinesiske karaktristika”. Ueden for Kinas grænser forsøger partit dog at sprede et positivt budskab omkring dets religiøse politikker for at beholde eller forstærke sine relationer med lande, der identificere sig med forskellige religioner. Dermed understøttes Kinas udenrigspolitiske mål som Silkevejsinitiativet i stigende grad af religion som “blød magt” for at overbevise andre lande om at støtte kinesiske interesser, uden at Kina behøver ty til tvang.

Silkevejsinitiativets promovering har fra starten været bundet op på konceptet om at skabe “et fælles samfund med en fælles skæbne”, som skal sikre Kina fredelige omgivelser – til støtte for landets fortsatte opstigning på den internationale scene. Det sker blandt andet gennem såkaldte “mennesk-til-mennske” bånd. Disse skal sikre offentlig støtte Silkevejsinitiativets implementering gennem udvekslinger af kultur, uddannelse og mennesker. De skal desuden opbygge tillid og forbedre synet på Kina i værtslande, hvor Silkevejsinitiativet implementeres og dermed sikre et stærkt samarbejdsgrundlag. Den spirituelle dimension af disse “menneske-til-menneske” udvekslinger er essentiel, fordi mange af Kinas nabolande
fortsat er meget religiøse.

Kina benytter derfor i stigende grad kultur, værdier og verdensopfattelse i sin tilgang til at forfølge sine strategiske mål, og buddhisme benyttes i Silkevejsinitiativs-lande hvor majoriteten af befolkningen er buddhister. Det gælder i særdeleshed i lande som Sri Lanka, som også er økonomisk afhængige af Kinas hjælp.

Aktører
De kinesiske aktører omfatter først og fremmest KKP, herunder den Forenede Fronts Arbejdsafdeling (FFAA), som er en vigtig bestanddel af KKPs centrale magtapparat. Mange kinesiske ambassadører i Sydasien, inklusiv i Sri Lanka, har arbejdet i FFAA, og under Xi Jinping er FFAA kørt i stilling til at støtte udrulningen af Silkevejsinitiativet. Dette inkluderer organisationer under FFAAs kontrol, såsom den Kinesiske Buddhistiske Forening (KBF). KBF blev grundlagt i 1953, og foreningens formål er at kontrollere buddhismen i Kina og at sikre, at den understøtter KKPs magt og legitimitet. Siden 2018 er KBF blevet superviseret af Statsadministrationen for Religiøse Affærer (SARA). Både KBF og SARA har eksplicit forbundet buddhisme og Silkevejsinitiativet, og templer samt buddhistiske grupper er blevet bedt om at følge Silkevejsinitiativets politik.

En anden central del af FFAA, den Nationale Komite for det Kinesiske Folks Politiske Konsultative Konference (KFPKK), fremmer Kinas strategiske interesser gennem brug af aktører, som ikke normalt inkluderes direkte i KKPs arbejde. I Kina er politik og religion altså gensidigt konstituerende; religiøse ledere er ofte partimedlemmer, og de må følge KKPs politik.

Andre kinesiske aktører bidrager også til at formidle partiets narrativer operationelt, såsom diverse ministerier i den kinesiske regering, embedsmænd (herunder ambassadeansatte), kinesiske medier, samt altså religiøse ledere ogorganisationer. Bortset fra KKP matcher aktørerne i Sri Lanka de kinesiske aktører, ikke mindst selve gejstligheden, inklusive munke på alle niveauer inden for de buddhistiske organisationer, troende såvel som ikke-troende.

Buddhistiske aktiviteter
Kinas buddhistiske diplomati benytter højtstående besøg (statsbesøg, diplomatiske begivenheder), afholdelse af religiøse begivenheder samt ceremonier med fokus på udvekslingen af gaver eller donationer. Blandt andet har indflydelsesrige munke i Sri Lankas regering modtaget kinesiske donationer, for eksempel omkring valget i 2015, hvor Mahinda Rajapaksas kampagne modtog donationer på over 7.6 millioner USD. Donationen kom fra en kinesisk statsejet virksomhed, China Harbour Engineering Company (CHEC), som primært er aktiv i etableringen af havneprojektet i Colombo. 38.000 af de 7.6 millioner USD gik til en buddhistisk munk, som støttede Rajapaksas regering. Rajapaksa tabte valget, men flere samarbejdsaftaler blev underskrevet mellem buddhistiske templer i Kina og Sri Lanka md hnblik på at “yde nye bidrag til buddhisme og menneske-til-menneske”.

Kinas buddhistiske narrativer
De fleste kineesiske udmeldinger fokuserer på at mindes de historiske buddhistiske bånd mellem Kina og Sri Lanka, deres delte buddhistiske skæbne samt vigtigheden af deres fælles buddhistiske værdier og de buddhistiske samarbejder mellem dem. Fraser som “årtusinders venskab”, “årtusinders bbudistisk skæbne” og “dybfølt traditionelt venskab” går igen i mange tekster.

Mange af Sri Lankas udmeldinger kopierer Kinas narrativer og refererer til Kina som en betroet, pålidelig allieret. Relationerne mellem Kina og Sri Lanka siges at være “tidløse”, og Kina fremhæves som en uvurderlig og “evig ven”. Sri Lankas udmeldinger benytter i stigende grad kinesiske udtryk såsom “menneske-til-menneske” bånd og “årtusindrs venskab”.

De mest centrale udmeldinger omhandler Kinas brug af buddhistisk diplomati til at fremme Silkevejsinitiativts implementering. Officielle kinesiske udmeldinger forklarer den vigtige rolle, som buddhistiske udvekslinger har spillet for at styrke handlen mellem de to lande, ligesom det ofte fremhæves, at det “endeløse venskab” mellem Kina og Sri Lanka har været forbundet af både buddhisme og handel. Det fremhæves desuden, at buddhisme er en central bestanddel af samarbejder under Silkevejsinitiativet.

Igen reproducerer Sri Lankas udmeldinger Kinas diskurs. Kinas støtte med investeringer og infrastrukturprojekter fremhæves i forhold til både Silkevejsinitiativet og buddhisme, og det tætte samarbejde mellem medlemmer af gejstligheden i begge lande bruges til at understrege Kinas oprigtige intentioner om at hjælpe Sri Lanka – og til at sætte fokus på de fordele, relationerne mellem de buddhistiske segmenter har bragt til Sri Lankas gejstlighed. Sri Lankas udmeldinger portrætterer Kina som en “buddhistisk samarbejdspartner” og henviser til, at de to lande deler et “spirituelt venskab”.

Overordnet forsøger Kinas narrativer at etablere en diskurs omkring det fortsatte buddhistiske samarbejde mellem de to lande som en forudsætning for en “harmonisk buddhistisk verden”, og Silkevejsinitiativet fremhæves som en grundsten i at styrke Sri Lankas udvikling og “lyse fremtid” – samt, med tiden, verdensfred.

Hvorfor er det interessant?
Kinas fremmarch på den internationale scene har resulteret i nye udfordringer KKPs “blød magt” strategi, fordi landets image i det internationale system i stigende grad afhænger af, hvordan Kinas opstigning skal forstås. Kina formidler narrativer omkring en ny verdensorden, som andre lande skal acceptere – en strategi, der er essentiel for at vinde international accept for, at Kina bliver en førende verdensmagt i konkurrence med USA. Under Xi Jinping har fokus i endnu højere grad været på at udnytte religiøse og kulturelle traditioner for at styrke KKPs legitimitet, og han har forbundet disse “blød magt” redskaber til sine egne signaturkoncepter såsom den “kinesiske drøm”.

Derfor fremmanes Kinas strategiske narrativer i Sri Lanka på to dimensioner. På den ene side står det internationale system (domineret af vesten), med imperialistiske magter som USA, der er ligeglade med og ikke deler de samme overbevisninger som det Globale Syd. På den anden side er der Kinas samhørige verden, hvor Kina har fredelige intentioner baseret på og i overensstemmelse med buddhistiske læresætninger og praksisser, og hvor Sri Lanka anerkender Kinas uegennyttige tilgang.

Disse fortællinger minder om dem, som promoveres for at sikre KKPs interne og eksterne legitimitet. Kinas kortsigtede mål kan altså forstås som, at KKP benytter buddhistiske narrativer for at sikre fremgangen for projekter, investeringer og lån under Silkevejsinitiativet, samtidig med at kritikken af disse bidrag minimeres. De langsigtede mål omhandler Kinas eksterne omdømme og legitimitet i både Sri Lanka og det internationale system.

KKP forsøger, med andre ord, at sikre samarbejde og opnå fortsat politisk støtte. Men Kinas buddhistiske narrativer og diskursive magt kan selvfølgelig ikke stå alene. Narrativerne knytter sig til omfattende materielle investeringer, både i og uden for Silkevejsinitiativets ramme.

Fremtidige udfordringer
Modtagelsen af Kinas buddhistiske narrativer i Sri Lanka ser umiddelbart ud til at have været succesfuld. Men hvad er Sri Lankas motivation for at acceptere og reproducere Kinas narrativer? For Sri Lankas regering kan buddhismens “dække” være en nem vej til at sikre støtte til at opnå lån og investeringer fra Kina for at hjælpe Sri Lankas haltende økonomi. Sri Lankas regering har brug for at forsikre offentligheden om, at investeringer er livsnødvendige for landet, og at Kina er en samarbejdspartner som man kan stole på. Den delte buddhistiske historik og de delte buddhistiske værdier gør det altså nemmere at vinde støtte for relationen til Kina hos eliten, gejstligheden og offentligheden. I forhold til mere langsigtede mål ser vi dog, at Sri Lanka forfægter “politisk uafhængighed”, og at regeringen benytter buddhisme i sin udenrigspolitik for at øge chancerne for at modtage lån og bistand fra andre lande.

Selvom visse grupper i Sri Lanka umiddelbart ser ud til at acceptere og reproducere Kinas narrativer, kan KKP nemt komme i modvind, hvis de buddhistiske narrativer bliver anset for at være utroværdige eller selvmodsigende. Det vil kunne skade deres modtagelse og Kinas overordnede “image”, og det kan slå skår i de bilaterale relationer mellem landene. Kinas buddhistiske narrativer bliver allerede kritiseres af vestlige kritikere, for selvom Kina definerer sig som en ateistisk stat, benytter KKP alligevel religiøse ressourcer til at styrke Silkevejsinitiativet, samtidig med at Kinas etniske og religiøse minoriteter undertrykkes. Dette ser ikke ud til at ville ændre sig foreløbigt.

Åbner diplomatiet døre?
Kinas buddhistiske diplomati har utvivlsomt bidraget til at fremme Silkevejsinitiativets implementering i Sri Lanka, i overensstemmelse med Kinas strategiske mål. Samtidig har Sri Lanka vist selvstændighed ved at benytte Kinas narrativer til at fremme egne interesser. Det er dog for tidligt at spå om, hvorvidt Sri Lankas nyeste regering under præsident Ranil Wickremesinghe og premierminister Dinesh Gunawardena vil fortsætte med at stå ved Kinas buddhistiske visioner. De har dog begge haft tætte relationer til KKP i mange år, de er begge buddhister, og de er allerede i færd med at styrke deres bånd til den buddhistiske gejstlighed i Sri Lanka.

KKPs brug af buddhistisk diplomati til at fremme Silkevejsinitiativets implementering og udviklingen af relationer med Kinas religiøse nabolande har vist sig at have stor betydning for accepten af Kina som udviklingspartner. KKP promoverer derfor i stigende grad Silkevejsinitiativet gennem religiøse narrativer og religiøst diplomati for at afbøde kritik og for at styrke forfølgelsen af kinesiske interesser og positionering i det internationale system.

Denne artikel bygger på en forskningsartikel af Tabita Rosendal: “China’s Buddhist strategic narratives in Sri Lanka – benfits and Buddhism?”, udgivet i The Pacific Revie i september.

Tabita Rosendal er ph.d.-studerende på Centrum för Öst- och Sydöstasienstudier (CÖS) ved Lund Universitet i Sverige og affilieret med Nordisk Institute for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet.