Gazakrigen udfordrer Kinas projekt i Mellemøsten
Af Lars Erslev Andersen
Det er især Kinas forhold til Saudi-Arabien og Israel, som vil blive påvirket af Gazakrigen og USA’s forsøg på at finde løsninger på den. USA’s ambition er at rykke Saudi-Arabien væk fra samarbejdet med Kina og tilbage under amerikansk indflydelse. Da Saudi-Arabien er Kinas vigtigste partner i Mellemøsten, er der meget på spil for Kinas leder, Xi Jinping.
Xinhua på pletten: Palæstinensere flygter fra Rafah, 28. maj 2024 (foto by Khaled Omar/Xinhua)
Efter de arabiske oprør i 2011 blev de arabiske Golfstater bekymrede over deres forhold til USA, fordi Barack Obama støttede reformkræfterne i Cairo og dermed, efter deres opfattelse, dolkede en trofast amerikansk allieret i ryggen. De så i stigende grad mod Kina, som var ivrig efter at komme ind i Mellemøsten. Kina ville sikre sin forsyning af olie og gas, som landet fortsat er afhængigt af. Golf-araberne syntes, Kina var attraktivt på grund af stor økonomisk vækst, et stort marked og ikke mindst stor vilje til at investere i store infrastrukturprojekter. De samtidig tiltrukket af, at Kina principielt ikke blander sig i andre staters interne politiske forhold.
Kina fremstod derfor som et perfekt alternativ til USA og Vesten. Ikke som erstatning, men som en vigtig partner, Golfstaterne kunne bruge i omstillingen af deres økonomier til at være mindre afhængige af råstofeksport.
Iran i fokus
Det var en win-win situation. Også Iran kom med i udviklingen. Kina havde ikke spor lyst til at udfordre amerikansk sikkerhedspolitik i Den Persiske Golf og var derfor tilbageholdende i forholdet til Iran op til den såkaldte atomaftale i 2015 indgået mellem USA, FN og EU. Efter aftalen gik Kina massivt ind og
indledte forhandlinger om en omfattende partneskabsaftale med Iran.
Da Donald Trump trak USA ud af aftalen i 2018, og USA igen underlagde Iran massive sanktioner, neddroslede Kina også sine aktiviteter i Iran. Ikke desto mindre fortsatte forhandlinger om en samarbejdsaftale, der var blevet indledt under Xi Jinpings besøg i januar 2016. Aftalen blev underskrevet i marts 2021, kort efter at Joe Biden havde overtaget Det Hvide Hus. Siden har Kina øget sin import af iransk olie. Hertil kommer handel, der foregår i kinesisk Renminbi, og derved kan omgå de amerikanske sanktioner mod Iran.
Kina prioriterer stabilitet og ikke forsvarsalliancer
Det er ikke på den kinesiske dagsorden at overtage USA’s rolle som sikkerhedsparaply i Den Persiske Golf. Gennem bilaterale partnerskaber indgår Kina gerne i former for sikkerhedspolitisk samarbejde, men er lodret imod vestlig alliancestrategi. Kina afviser, at forsvarsalliancer skulle være vejen mod stabilitet og sikkerhed og har absolut ingen ambitioner om at være sikkerhedsgarant for andre end sig selv.
Kinas primære sikkerhedspolitiske mål i Mellemøsten er stabilitet. Derfor prioriterer Kina samararbejde og afspænding, som det kom til udtryk ved den kinesisk mæglede aftale om genoptagelse af diplomatiske forbindelser mellem ærkerivalerne Saudi-Arabien og Iran i marts 2023. Den aftale befordrede ikke blot afspænding i Golfen, men førte også til våbenhvile i Yemen.
USA og Israel fejlfortolker situationen i Mellemøsten
Hvad der ikke var lykkedes for USA med sanktioner og militære trusler, lykkedes således for Kina med deres partnerskabsdiplomati. Denne nye situation fik USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jack Sullivan, til i en række interviews at betegne Mellemøsten som mere afspændt, end regionen havde været i mange år (for eksempel The Atlantic 7. oktober 2023). Det var lige inden Hamas gennemførte sit terrorangreb. Sullivan mente, at USA havde æren for den nye situation, som han så som en følge af de Abrahamaftaler, Trump-administrationen fik forhandlet igennem i form af diplomatiske forbindelser mellem Israel og tre arabiske stater, og som Joe Biden har bygget videre på.
I februar 2023 havde en selvsikker Benjamin Netanyahu sagt, at Israels sikkerhed kommer ved at demonstrere absolut styrke, som han mente var baggrunden for Abrahamaftalerne, der havde isoleret palæstinenserne.
Både Netanyahu og Sullivans analyser viste sig dog at være forkerte. Det var ikke Abrahamaftalerne, som havde banet vejen for den saudiarabisk–iranske afspænding, men en kombination af kinesisk diplomati, og at de arabiske lande under Trump var blevet stadig mere bekymrede for, at USA ikke ville yde dem sikkerhed i tilfælde af et iransk angreb. De så, at USA ikke greb ind mod Iran, da Saudi-Arabiens olieanlæg blev ramt af missiler i september 2019. Det gjorde dem usikre på, om de kunne regne med USA. Derfor søgte de dialog med fjenden, hvilket blev understøttet gennem mægling af Kina. Det var altså kinesisk diplomati og ikke amerikansk alliancebygning, der befordrede afspænding.
Netanyahus fejl
Tilsvarende tog Netanyahu fejl med sin ’vilje til magt’ strategi. I mere end tre år havde Israel øget væksten af bosættelser på Vestbredden, havde støttet aktivistiske bosættere i deres vold mod palæstinensiske landsbyer og fortsat blokaden mod Gaza, der var indledt i 2007, og som – med en amerikansk diplomats ord – skulle få Gaza-striben til at balancere på afgrundens rand uden dog helt at kollapse. Rygterne om at en ny Abrahamaftale var undervejs mellem Israel og Saudi-Arabien i sommeren 2023 samtidig med øget vold på Vestbredden var forhistorien, da Hamas i oktober 2023 gennemførte sit brutale terrorangreb.
Denne forhistorie legitimerer på ingen måde brutaliteten i terrorangrebet, men den hører med i en forståelse af konflikten, især fordi de forværrede forhold i Gaza og på Vestbredden stort set ignoreres internationalt, så lang tid volden mellem parterne kører på lavt blus.
Kinas forhold til palæstinenserne og til Israel
Her adskiller Kina sig ikke fra resten af verden. Traditionelt har Kina været på palæstinensernes side, siden Formand Mao i 1970’erne sendte våben og penge til Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), og der gik lang tid før Kina anerkendte Israel. De senere årtier er forholdet dog blevet vendt på hovedet. Selvom Kina konsekvent har fastholdt sin erklærede støtte til en tostatsløsning, er bistanden til palæstinenserne gået ned, samtidig med at samarbejdet med Israel er vokset. Kina er interesseret i avanceret israelsk IT-teknologi, og Israel er en af de største leverandører af våben til Kina. Dertil kommer, at Kina er ivrig efter kontrakter om infrastruktur, herunder drift af havne, som i tilfældet Haifa. I 2017 underskrev Kina og Israel en partneskabsaftale, mens Trump rynkede panden og advarede Israel mod at komme for godt i gang, hvor især IT-samarbejdet bekymrede USA.
En kvinde besøger en fotoudstilling i Riyadh, Saudi Arabien, om de venskabelige relationer mellem Kina og arabiske lande, 7. december 2022. (Foto: Xinhua/Wang Dongzhen)
Kinas balancegang
Kinas balancerede forhold mellem Israel og palæstinenserne ændrede sig med Hamas’ terrorangreb og Israels voldsomme krigsførelse i Gaza. Kina ville ikke fordømme Hamas’ angreb, hverken på dagen eller ved senere lejligheder. Derimod har Kina været klar i sin kritik af Israels krig. Få dage efter, den var indledt, udtalte Kina, at Israel for længst havde overskredet rammerne for sit selvforsvar. Kritikken er blevet stadig mere markant, og uvilligheden til at fordømme Hamas er blevet hørt i Israel, hvor begejstringen for Kina er blevet vendt til bekymring og afstandtagen.
Det er imidlertid den pris, Xi må betale for at fastholde de gevinster, der er opnået på Den Arabiske Halvø, og den position Kina har fået i Det Globale Syd, hvor mange stater har taget partnerskabsdiplomatiet til sig som et alternativ til USA som selvbestaltet leder af den såkaldte regelbaserede verdensorden. Vigtige stater i det arabiske Mellemøsten, Latinamerika og Afrika er som Kina utilfredse med den eksisterende orden, hvor USA følger egne interesser ved at straffe fjenderne, når de bryder reglerne og belønne vennerne (in casu Israel), når det er dem, der overtræder dem.
Denne dobbeltmoral er blevet tydelig omkring Ukrainekrigen, hvor USA vil straffe Rusland for at annektere land i Ukraine, samtidig med at USA anerkender Israels annektering af Golanhøjderne. Rusland begrundede sin illegale annektering med sikkerhed. Men også USA og Israel begrunder annekteringen af Golan med sikkerhed, og i Det Globale Syd er det dobbeltmoralsk, for hvorfor er sikkerhed en retfærdig begrundelse et sted, men illegitim et andet?
Skønt mange stater i Det Globale Syd delte kritikken af Ruslands angrebskrig, tog de alligevel afstand fra USA’s sanktionsregime. Joe Bidens løftede pegefinger over Israels krigsførelse er konsekvent blevet fulgt af bevillinger til Israels hær. Det klinger hult i store dele af den ikke-vestlige verden, hvor man i stedet er tiltrukket af en verdensorden med kinesisk partnerskabsdiplomati. Kina skal ikke være en ny unipolær leder af en kinesisk verdensorden, men det er Kina, der er en central drivkraft i at formulere et alternativ til den amerikansk dominerede verdensorden. Det har givet Kina en position, som Xi selvfølgelig ikke vil sætte over styr ved at omfavne Israels amerikansk støttede krig i Gaza.
Kina satser på Saudi-Arabien
Mere konkret tilskynder Gazakrigen Kina til at satse på Saudi-Arabien på bekostning af Israel, og valget har været let for Xi Jinping. Saudi-Arabien er for ham klart den vigtigste partner.
Da en bankerot ifølge IMF kom uhyggelig nær i Saudi-Arabien i 2015, forsøgte ledelsen i Saudi-Arabien sig med en omstilling af økonomien, der i meget mindre grad skal være afhængig af råstofeksport, og i stedet tiltrække udenlandske investeringer til futuristiske megaprojekter. I den sammenhæng er Kinas investeringsvillighed mere end velkommen. Saudi-Arabien har nu vist vigtigheden af samarbejdet med Kina ved at sætte kinesisk på såvel de private som de offentlige skolers undervisningsskemaer. Samtidig lægger kronprins Mohammad Bin Salman, der iscenesætter sig som leder i den arabiske verden, den purpurfarvede løber ud, når Xi Jinping ankommer. Det står i modsætning til den forkrampede og afvisende knytnævehilsen mellem ham og Joe Biden i juli 2022. Mere seriøst har Saudi-Arabien på flere områder prioriteret kinesisk samarbejde over samarbejde med USA, f.eks. omkring investering i forsyningsruter og konnektivitet.
USA irriteres over, at Saudi-Arabien på denne måde kan spille på flere heste. USA har derfor høj prioritering på at få hentet det autokratiske Saudi-Arabien over i de vestlige demokratiers alliance. Det bliver dog vanskeligt at få en Abrahamaftale baseret på en sikkerhedstraktat forhandlet igennem med Saudi-Arabien og især at få den gennem den amerikanske kongres, fordi Saudi-Arabiens krav om uopsigelighed af traktaten forudsætter 2/3 flertal i det amerikanske senat, der traditionelt er stærkt kritisk overfor saudiaraberne. Skulle en traktat trods alt blive indgået, er det ikke en katastrofe for Xi. Den vil indeholde irriterende krav som, at Saudi-Arabien skal stoppe med at handle i renminbi og konsekvent anvende dollars, men det økonomiske og diplomatiske samarbejde mellem Kina og Saudi-Arabien er allerede så solidt og udbygget, at det ikke forsvinder.
Kinas forhold til Israel nedkøles i denne tid, men de ændrede globale magtforhold som følge af Gazakrigen får næppe store og alvorlige konsekvenser for Kinas Mellemøstpolitik, nok snarere tværtimod.
Lars Erslev Andersen er seniorforsker på DIIS. Han er uddannet i Idehistorie og Mellemøststudier og har i mere end 25 år interesseret sig for USA’s Mellemøstpolitik og siden 2014 tillige for Kinas engagement i navnlig Den Persiske Golf, som han har bidraget med kapitler til i internationale antologier. I 2023 udgav han bogen ”Den amerikanske mission. Mytologi og magt”, og netop nu skriver han på en bog om USA og Israels nære forhold samt Gazakrigens globale betydning.