Fornemmelser for hav i Xiamen

Af Cila Brosius i samarbejde med Tijana Mišković

Udstillingen Sensing the Sea, som blev vist i efteråret 2024, vakte stor interesse i Xiamen i Kina. Publikumsoplevelsen blev et smukt og mellemmenneskeligt møde på tværs af barrierer og afstand. Kuratorerne lærte også en del om, hvordan man kan arbejde effektivt med udstilling af international visuel kunst i Kina.

Det er højsommer 2024. En kinesisk grænsebetjent gennemgår mit amerikanske pas. Han spørger på kinesisk, hvor det er udstedt. Jeg svarer i Danmark. Han hæver øjenbrynene og vender sagen med en kollega. Mit hjerte begynder at slå hurtigere, mens jeg venter på afgørelsen. Imens venter min veninde og med-kurator, Tijana Mišković, på den anden side af Fra Svendborg til Xiamen Sensing the Sea viste værker af kunstnerne Arendse Krabbe (Danmark), Christine Laquet (Frankrig), Gedske Ramløv (Danmark), Karen Land Hansen (Danmark), Mariana Gomes Gonçalves (Portugal), Nina Wengel (Danmark), og Rhoda Ting & Mikkel Bojesen (Australien & Danmark). Det var oprindeligt Tijana, der i 2021 bragte disse kunstnere sammen for første gang omkring havet som kuratorisk koncept og fælles kunstnerisk udgangspunkt, der mundede ud i en udstilling på SAK i Svendborg. Da jeg besøgte udstillingen, fik jeg straks fornemmelsen af, at den kunne fungere godt i en kinesisk kontekst. Jeg foreslog et samarbejde, og Tijana, som tidligere har arbejdet med udstillinger, der bygger bro mellem forskellige kulturer, var meget motiveret og sagde ‘ja’. Tre år senere, i 2024, blev Sensing the Sea transformeret til en ny udstilling, som brugte ideer og indtryk af havet som det tematiske udgangspunkt for kunstnerisk udveksling mellem Danmark og Kina i den sydkinesiske by Xiamen.

Takket være dansk kunstner og ven, Lars Ravn, fik jeg kontakt med The Nordic Contemporary Art Center (NAC) i Xiamen og centrets direktører og stiftere, Lan Lan 蓝兰 og Wang Tong 王彤. Eftersom kunstcentret har et stærkt fokus på skandinaviske kunstnere og laver hyppige projekter med fokus på hav-relateret kunst, var det et ideelt udstillingssted for vores udstilling. At Tijana har forsket i transkulturelle aspekter i kunsten, og at jeg havde en baggrund i kinastudier, var afgørende for projektet og samarbejdet.

Som kuratorer synes vi, det var helt essentielt, at de deltagende kunstnere skulle være til stede under opsætningen og åbningen af udstillingen. Vi arbejdede derfor hårdt på at sikre os de nødvendige fondsmidler, der kunne dække både vores og kunstnernes rejser. Det lykkedes os takket være støtte fra NAC, S.C. Van Fonden, Den Kongelige Danske Ambassade i Beijing, Slots- og Kulturstyrelsen, Grosserer L. F. Foghts Fond og Statens Kunstfond. I alt rejste seks af vores otte kunstnere til Xiamen, og flere af dem
skulle udstilles i Kina for første gang.

Vores møde med NAC
Udstillingen var ikke blot et flot kunstprojekt, men også en kulturel udveksling. Der skete konstant interessante kulturelle oversættelser i processen. Et af de mest øjenåbnende øjeblikke var måske i forbindelse med oversættelsen af vores kuratoriske tekster fra engelsk til kinesisk. Flere udtryk i udstillings- og værkbeskrivelserne kunne nemlig ikke direkte oversættes, da de derved ændrede mening. Med hjælp fra vores oversætter, Rui Li 李叡, tilføjede oversættelsesprocessen nye lag til udstillingen. Til tider fik den kinesiske oversættelse endda indflydelse på den originale engelske tekst, skabte en uventet synergi og hjalp udstillingen med at tilpasse sig den kinesiske kontekst på en meget organisk måde.

Ikke desto mindre skete der under oversættelse enkelte tab i de sproglige nuancer, som det jo sker i alle sprog. Dobbeltbetydningen i det ordspill Christine Laquet valgte at bruge i titlen for sit kunstværk Don’t you sea changes (2024), kunne for eksempel, ikke oversættes til kinesisk, og blev derfor bare til “可曾看见海的变化?” (Har I nogensinde set havets forandringer?). Vi havde også udfordringer med at oversætte vores kuratoriske opfordring til publikum om at de skulle “embrace the exhibition”. Ordet “embraceembrace” skulle oversættes med “欢迎 huanying”, som betyder noget tættere på ”welcome the exhibition.” Til sidst blev sætningen omstruktureret og ordet “embrace” blev helt undgået. Disse sproglige forhandlinger i oversættelsesprocessen var med til at udvide vores perspektiv på publikums perception, hvilket er en af de afgørende aspekter i enhver kuratering.

Gæstfriheden og imødekommenheden på kunstcentret var exceptionel. Det bemærkede alle de deltagende kunstnere. Ikke nok med at centrets team tilbød transport og det nødvendige værktøj inklusive nethandels-apps som taobao, som er vanskelige at benytte for udlændinge – de sørgede også for mad- og teforsyning i rigelige mængder, under hele opsætningsperioden.

De var også kunstnernes lokale kontakter. For eksempel hjalp udstillingens koordinator, Zhang Yatao 张亚涛, kunstnerduoen Rhoda Ting og Mikkel Bojesen med at finde en passende tidevands-lokation til deres video værk, INTERTIDAL SYNTHESIS. Centrets team hjalp også kunstneren Christine Laquet med kontakter til ophold i forbindelse med hendes flere måneders lange residency-ophold op til udstillingen, hvor hun skulle skabe en stor skulptur-installation med hvidt porcelæn fra ovnene i Dehua 德化, som også ligger i Fujian provinsen. Under vores ophold reflekterede vi flere gange over den bemærkelsesværdige gæstfrihed og engagement, som vi blev mødt med i Kina. Den virkede ekstraordinær selv i den kinesiske kontekst. Vi kunne ikke lade være med at sammenligne med nordeuropæiske kunstinstitutioners arbejde. Det forekom os, at det var svært at sammenligne de to kulturelle kontekster, eftersom de ikke deler samme ide om effektivitet – eller de bruger i hvert fald ikke de samme metoder til at opnå den ønskede effektivitet. Målene i Nordeuropa bliver oftest nået ved, at man lægger en plan og fastsætter skematiske rammer. I Kina virker det derimod som om processerne får lov til at ske mere organisk, instinktivt og drevet af lyst. Det dynamiske i arbejdsgangen skaber en særlig energi, som måske netop genererer det brændstof, der er nødvendigt for at holde et så effektivt kunstcenter kørende.

Publikums møde med værkerne
Selv efter udstillingen åbnede, formåede NAC at opretholde et momentum og skabe synlighed for udstillingen. Flere uger efter vi var kommet hjem til Danmark, modtog vi nyheder om eksponering af udstillingen i form af interviews på lokalt TV, foto- og video-reportager skabt af kulturinteresserede influencers og anbefalinger på det såkaldte WeChat Moments, der svarer til Instagram-opslag. Selv de offentlige informationstavler i Xiamens metrostationer reklamerede for vores udstilling.

De besøgende var også meget engagerede. Flere af dem delte deres indtryk gennem korte videoer med indtalt voice over og kom således til at fungere som en slags ’ambassadører’ for udstillingen. At modtage alt det foto- og videomateriale, også efter vi var kommet tilbage til Danmark, var en måde at holde forbindelsen på trods af den fysiske afstand. NAC’s marketingtiltag resulterede i et overraskende stort besøgstal. Flere end 6000 personer så udstillingen under udstillingsperioden. Det er en del mere, end hvad de danske kunsthaller kan garantere.

Men vi var også vidne til de mere intime, enkeltstående publikumsoplevelser, som måske ikke tæller som store marketing succeshistorier, der vælter statistikkerne, men som trods alt har en afgørende betydning for kunstnerne, som jo oftest mest af alt er interesseret i den måde, deres værker bliver mødt af et publikum fra en anden kultur. For eksempel kunne vi høre de besøgende udbrød begejstret “蛏子 chengzi!” hver gang de så Arendse Krabbes og Mariana Gomes Gonçalves fælles installation, Sympathetic Resonance, bestående af et gardin skabt af sammensyede barberknivmuslinger (chengzi). Publikum genkendte muslingerne, fordi de åbenbart er en typisk traditionel spise i Xiamen, selvom muslingerne i værket i virkeligheden var indsamlet i Portugal.

Nogle dage efter, mødte vi en lydterapeut og vokalist, Yuan Yin 元音, på vores lille familiedrevne hotel og inviterede hende til at komme til udstillingen for at opleve en lydinstallation skabt af Arendse Krabbe og Mariana Gomes Gonçalves. Lydinstallationen var både konceptuelt og teknisk baseret på ideen om resonans, og den så ud til at have en øjeblikkelig effekt på Yuan Yin. Hun begyndte straks at nynne i klang med værkets frekvens. Hun stod ved siden af en tromme, hvor en lille mængde sand dansede på trommeskindet, mens trommen resonerede med lyden fra højtalerne. Hun holdt sin hånd på hjertet for at indikere, at hun rent fysisk blev påvirket af værket. Et kulturelt møde mellem en lyd skabt af to europæiske kunstnere, og en kinesisk kvindelig vokalist trænet i østlig lydterapi, er et kulturelt møde, der overgår sproglige, kulturelle og ideologiske forskelle. Det er et intuitivt og smukt møde, der minder os om, at mellemmenneskelige forbindelser kan ske, selv dér, hvor der er barrierer og afstand.

Vi bemærkede også, hvor hurtigt publikum genkendte referencer til kinesiske billedruller i Gedske Ramløvs papirinstallation, More black than the Darkness. Hendes værk indeholdt referencer til det traditionelle kinesiske medie af blækmaleri på billedruller, men gav samtidigt et vestligt perspektiv på den økologiske krises planetære udfordring.

Også Christine Laquet brugte en reference til kinesisk kunst- og håndværkshistorie. Til sin skulpturelle installation, Don’t you sea changes? (2024), brugte hun nemlig hvidt kinesisk porcelæn med et ønske om at åbne en diskussion om globale fænomener som koralblegning. Nogle besøgende var overraskede over at se en europæisk kunstner anvende Dehua porcelæn og at opdage, hun havde kendskab til teknikken inden hendes rejse til Kina (Dehua er kendt som Blanc de Chine i Frankrig). Endnu et overraskende element var, at hun valgte at bruge rester fra porcelænsfabrikkens produktion, som de normalt smider ud. Denne oplevelse hjalp det lokale publikum med at forstå, hvordan deres lokale materialer bliver værdsat og re-kontekstualiseret i en udenlandsk kunstners optik. Vi blev klar over, at disse møder var med til at skabe nye indsigter og udvide perspektiver.

De geometriske former i Nina Wengels malerier byggede bro mellem de østlige og vestlige symboler, som ikke sjældent er linket til de dominerende trossystemer. For kristne kan cirkulære former repræsentere evigheden og Guds infinitte natur, mens de i kinesisk buddhisme er forbundet med den cykliske sammenhæng mellem liv, død og genfødsel. På trods af de kulturelle forskelle reflekterer denne geometri et fælles menneskeligt ønske om at forstå og repræsentere det usynlige, det immaterielle og det guddommelige gennem visuel symbolik.

Sluttelig forholdt Karen Land Hansens svævende skulptur, som var løst baseret på kortlægningen af havbunden i Danmark, sig til den universelle udfordring at registrere det usynlige, mens Rhoda Ting og Mikkel Bojesens DEEP TIME indarbejdede over titusind år gamle sedimenter, som forbandt publikum til tiden før de store menneskelige civilisationer såvel som kulturelle forskelle.

Det lærte vi
Vi lærte, at det at være til stede ikke kun var vigtigt for at facilitere kommunikation og produktionen af udstillingen, men også for bedre at kunne forstå konteksten, som udstillingen var placeret i, hvilken rolle åbningsceremonien spillede for opbygningen af professionelle relationer og ikke mindst for at have mulighed for at opleve og registrere publikums reaktioner og modtagelse af kunstværkerne.

Det var også vigtigt at blive bevidst om, hvordan processer, normer og standarder forstås forskelligt i Danmark og Kina. For eksempel er det ikke almindeligt i Nordeuropa, at fotografer bruger fiskeøje perspektiv eller justerer den fotografiske mætning af et foto, mens det i Kina bliver set som en måde at forskønne fotografiet. Eftersom vi ikke på forhånd fik kommunikeret, at vi ikke ønsker specielle effekter til vores dokumentationsfotos af udstillingen, måtte vi efterfølgende bede om ekstraordinær fotografering, som den kinesiske fotograf nok har set som en aldeles kedelig opgave, eftersom han eksplicit fik instrukser om ikke at bruge effekter, men blot at dokumentere råt.

Dertil kommer udfordringerne med elektronikken på grund af forskelle i standarder for stikkontakter og digitale tilslutninger, et tropiske klima, der gjorde tørringen af maling en del længere end forventet, og mange andre oplevelser, som alle på en overraskende og til tider komisk måde, lærte os at omfavne de kulturelle forskelle og se dem som berigende og spændende udfordringer.

Endelig lærte vi, hvor nødvendigt det var at have adskillige lokale kontaktpersoner og vise respekt for den enorme ansvarsfølelse, der blev vist i samarbejdet, for ikke at tale om de uendeligt mange arbejdstimer, som alle lagde i det. Set på afstand og kun med erfaringer fra den europæiske kontekst, kan man som vestlig kurator nemt komme til at tro, at den eneste rigtige måde at arbejde på er at fokusere på effektivitet. Men da vi for eksempel skulle organisere returneringen af værkerne til Danmark, viste det sig, at vi – på trods af vores professionalisme og effektivitet – ikke kunne gøre det uden NAC’s hjælp.

Overordnet set blev alle, som deltog i dette projekt, dybt inspireret til at fortsætte samarbejdet mellem kinesiske og europæiske kontekster. Så vi ser ivrigt frem til at kunne vende tilbage til Kina med lignende projekter inden for den nærmeste fremtid.

Vi vil gerne udtrykke vores dybe taknemmelighed over for NAC’s to direktører, Lan Lan og Wang Tong, for at denne udstilling blev til virkelighed. Vi er også dybt taknemmelige for samarbejdet med det exceptionelle NAC-team med Zhang Yatao i spidsen og for de mange gode og varme minder, som vi tog med os.

Cila Brosius er tysk-amerikansk kurator med base i København. Hun har en kandidatgrad fra New York University med baggrund i Kinastudier, antropologi og Visual Arts Administration. Hun arbejder som kurator, forfatter, oversætter og korrekturlæser. Hun ønsker at skabe adgang til ikke-vestlig samtidskunst og berige forståelsen af kinesisk kultur gennem visuel kunst i Norden.

Tijana Mišković har en MA i kunst og teori fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og en PhD fra Københavns Universitet. Senest har hun arbejdet som kurator og forsker ved Statens Museum for Kunst. Hun har været selvstændig kurator og samarbejdet med en række danske udstillingssteder som Den Frie, Nikolaj Kunsthal og Viborg Kunsthal, samt internationalt med bl.a. El Centro de Desarrollo i Havana, The Meštrović Pavillon i Zagreb og Museum of African Design i Johannesburg. Hun har også organiseret seminarer og udstillinger på den 54. Venedig Biennale, Manifesta 8 og Liverpool Biennale.

Oversat fra engelsk til dansk af Jørgen Delman