Dansk jazz-diva på uafsluttet rejse i Kina – Interview med Sinne Eeg
Af Cheni Marquard Foo
“Nogle gange er det koncerterne, der bringer oplevelserne med sig. Andre gange er jeg bare ude på eventyr. Så kan du også lige spille dér eller dér. Det er så privilegeret at være musiker og få set verden på den måde.“ En af Danmarks største jazzsangerinder fortæller om mere end tyve års erfaringer med Kina.
Jeg møder Sinne Eeg til en kaffe en travl dag op til jul. Jeg har hørt, at hun har en stor fanskare i Kina og
er nysgerrig på, hvordan det hele begyndte, og hvad hun kan fortælle os om den kinesiske jazzscene og hendes oplevelser med Kina og jazzmusikken.
Hvordan begyndte din historie med Kina?
“Det begyndte året efter, jeg blev færdig på konservatoriet. Vi var nogle stykker, som studerede og spillede sammen. Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at komme til Kina,” fortæller Sinne. Grunden til, at gruppen havde Kina i kikkerten, var, at deres pianist, Martin Schack, har en bror, som dengang arbejdede i Kina som ingeniør, så Martin Schack drømte om at rejse derover.
“Så fik Martins bror en stak CD’er med mit afgangsprojekt med til Shanghai. Han delte dem ud på nogle
lokale klubber, og så var der pludselig en klub, der ringede og spurgte, om vi ville komme over og spille i tre måneder,” beretter Sinne. “Det var virkelig ikke det, vi havde tænkt. Vi havde bare tænkt på en lille turné, hvor vi kom rundt i landet. Men det var altså ikke sådan, man gjorde i Kina.”
Det blev til en tre måneders tur, fordi det var papirtungt at komme til Kina. Dengang var det utænkeligt, at der var nogen, der gad lave papirarbejde for en kort turné, som gruppen havde tænkt sig. Tre måneder var standarden for en kontrakt.
“Det var lidt hårdt at tænke på, men så kiggede vi i vores kalender og fandt ud af, at vi ikke havde noget
vigtigt. Ingen af os havde børn, og ingen havde arbejde, som de ikke kunne komme ud af. Så hvorfor ikke?” forklarer Sinne med et smil.“Vi gør det sgu! Så vi tog derover – fire personer!”
Gruppen skulle optræde på en af de ældste jazzklubber i Kina, House of Blues & Jazz, som blev 30 år i 2025. De spillede seks aftener om ugen. Chefen og ejeren af klubben var Lin Dongfu, en kendt kinesisk skuespiller, som også er kæmpe jazz- og bluesfan.
“Han var en vildt fed chef,” fortsætter Sinne. “Han havde kæmpe respekt for musikken. Det handlede ikke bare om penge og om at sælge drinks i baren, som det gjorde alle andre steder i Shanghai. Vi havde fuldstændig kunstnerisk frihed, og det handlede bare om musikken. Det var fantastisk for os. Men det var jo mest expats, vi spillede for i starten. Måske også lige en stor kanon af en kinesisk forretningsmand. Der var ikke mange kinesere, der lyttede til jazz i 2004. Lidt specielt, ikke?!”
Gruppen boede i et moderne højhus i den såkaldte franske koncession i Shanghai og havde fri om dagen. Lige uden for deres indgangsdør var der en port til et gydeområde – “det rigtige Kina,” erindrer Sinne.
“Vi satte pris på at gå rundt og købe street food og falde i snak med vores begrænsede turist-kinesisk. Det var en god dosis Kina for os. Vi bevægede os jo ellers kun rundt mellem expats dengang.”
Vil du sige, Kinas jazzscene startede på den tid?
“Altså! Der var en anden fyr, der hedder Yu Dai, som arbejdede ud af Beijing. Han startede nok nogenlunde samtidig som Lin Dongfu i Shanghai med at lave et jazz-program på radioen,” svarer Sinne. “Han er meget driftig og har organiseret festivaler og store koncerter. Ham har jeg også arbejdet en del sammen med. Så der har været sådan nogle ildsjæle rundt omkring… altså, wow!
Vi fik et netværk af unge musikere derovre i 2004, fordi de tit kom til vores koncerter. Det var også, fordi vi gav aftenens seneste koncert. De fleste fik fri en time før os, så mange musikere var færdige og kunne komme og høre vores sidste sæt.”
“Der var en ung bassist, der hedder Ren Yuqing, som både var ved at åbne en jazzklub og starte en
jazzfestival,” fortsætter Sinne. “Han spurgte, om vi ikke havde lyst til at komme og spille på hans festival. Det ville vi da mægtig gerne. ‘Hvornår? Ja, det er på søndag!’ Det var første J-Z-festival og starten på hans senere J-Z imperie. Der kom 500-1000 mennesker i en park.”
Sinne Eeg har spillet mange steder i Kina – Beijing og Chengdu, Chongqing, Guangzhou, Hangzhou, Suzhou, Nanjing, Shenzhen. “Alle mulige steder”, fortæller hun.
Hvor er det mest afsides sted, du har spillet?
“Jeg var i Yunnan på et tidspunkt, og spillede bare et lillebitte gig. Det var egentlig mest, fordi vi havde lyst til at komme derned på eventyr. Og så arrangerede vi et besøg i Lijiang. Det var hyggeligt. Det er da smart, at man kan rejse med musikken på den måde. Det er nok eventyrlyst, der driver mig, og så er det et privilegium at være musiker og se verden.”
“Jeg havde også en vild oplevelse i Chongqing engang for måske 15 år siden,” fortsætter Sinne. “Publikum var ganske unge, de stod op med fadøl i hånden – akkurat som vi kan opleve det i Danmark. De havde måske aldrig hørt jazz før.
Vi havde kun et elklaver, en elbas og et trommesæt. Vi spillede enkelt og udadvendt og henvendte os meget mere direkte til dem, end vi normalt gør…nogle gange kan vi godt stå og blive lidt indadvendte på scenen. Det havde jeg ikke prøvet før…virkelig sjovt. Og det lykkedes faktisk ret godt. Der var lidt flere trommesoloer, end der plejede, fordi det kan folk godt forstå.”
Hvis jazzmusikken er så ny i Kina, er der så en bestemt type jazz, der appellerer til det kinesiske publikum?
“Godt spørgsmål,“ lyder det spontant fra Sinne. “Det er selvfølgelig forskelligt, men jeg tror, at det specielle, når jeg optræder i Kina, er, at det er et ungt publikum. Du har jo ikke en jazztradition, som går generationer tilbage. Så du har ikke folk, der i deres unge dage i 1960’erne lyttede til jazz. Der er ingen fordomme om, hvad der er rigtig eller forkert jazz, eller at det her er noget moderne, mærkeligt noget. Jeg møder åbenhed og nysgerrighed.”
Er der noget af den musik, du spiller, der taler specielt til det unge publikum?
“I starten, da det mest var expats, der var tilskuere, sang jeg rigtig meget på engelsk, og nogle gange, hvis der var en dansker i publikum, kunne jeg også finde på at synge en dansk sang. Men efterhånden som mit publikum er blevet overvejende kinesisk, er der nogle gange, hvor publikum langt fra forstår det hele.
Der er også mange, der bare sidder og nyder musikken. Jeg skal lige have for øje og øre, at numrene tit er meget tekstbaserede, og teksten – for eksempel hvis nogle linjer er sjove – skal fremføres helt rent. Og så skal du alligevel være forberedt på, at der ikke kommer en reaktion, fordi publikum ikke forstår, hvad du synger. Så du må også kunne spille på andre virkemidler eller være mere bevidst om, at det måske er det
energimæssige i fremførelsen, de så kan reagere på.”
“Kineserne kan rigtig godt lide en smuk melodi,” smiler Sinne og fortsætter: “De elsker sgu trommesoloer.
Når de kan se, at man giver sig helt, så er de med på, at der sker noget specielt på scenen – også selvom de ikke forstår teksten. Jeg har i øvrigt også nogle sange, der er kommet ud af mine oplevelser i Kina, som de rigtig godt kan lide.”
Hvilke?
“En hedder Down on West Fuxinglu (Fuxing Gade), og en anden hedder Waiting for Dawn. Den der Down on West Fuxinglu synes de bare er alletiders, når jeg inde i sangen nævner Fuxinglu. Så griner de altid,
selv om de måske ikke forstår resten af teksten. Så føler jeg, at der er en forbindelse.”
Kina har deres egen rige folkemusik-tradition. Er det noget, man bruger i jazzen i Kina?
“Ja, for eksempel har min rigtig gode ven helt tilbage fra 2004, Coco Zhao, tit lavet moderne jazzarrangementer af kinesiske folkemelodier, og jeg ved, at der er flere, der gør det,” svarer Sinne. “Jeg har også lige selv spillet med harpespilleren, Lucy Luan, som spiller jazz og arbejder med jazzmusikere.”
Sinne Eeg fortæller, at hun over årene har knyttet virkelig stærke bånd til kinesiske musikere. Igen Coco
Zhao. Også en kinesisk guitarist og et par pianister, som hun nu arbejder med. “Der er virkelig mange kinesiske musikere, som spiller rigtig godt!
Der kommer til at ske noget stort meget snart, for jeg har hørt nogle af de helt unge, som er vanvittigt gode. Det er rigtig spændende. Jeg prøver virkelig at holde mine forbindelser ved lige, og jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe dem med kontakter til spillesteder eller en jazzfestival, hvis de har lyst til at komme til Danmark.”
“Vi har også et højskolekursus i Danmark, der hedder Summer Session. Alle vi professionelle i Danmark og musikere fra andre lande, også Kina, kan melde os som elever. Så har vi store internationale
kanoner til at komme og undervise os.
Det er et meget eksklusivt kursus. Det er YouDai i samarbejde med den danske musiker Anders Christensen (AC), der laver et tilsvarende kursus i Kina, hvor man prøver at efterligne det danske højskolekursus. Det sidste var i Weifang i Shandong provinsen. Jeg var med i år som en del af fakultetet. Der var kinesiske deltagere helt ned til 13-års alderen. Der var sammenspil og koncerter også. Det er sådan musik fungerer – og så på højskolemanér. Det var superfedt.”
Hvad tænker du om jazzens plads i Kina nu?
“Jeg tror ikke, jeg havde forestillet mig, at det ville blive så stort,” svarer Sinne. “Altså! Det er jo stadigvæk
ikke stort, fordi der er så utrolig mange kinesere, og langt de fleste af dem aner jo ikke, hvad jazz er og er
fuldstændig ligeglade.
Men hvor er der dog mange, der lytter til jazz alligevel og kommer til koncerter. Det er jeg bare imponeret over. Ud over at mange bare er nysgerrige og synes, jazzen virker spændende og eksotisk, så er der mange meget dedikerede mennesker, som har sat sig ind i tingene. Det havde jeg virkelig ikke forventet. Men det er dejligt for os. Rejsen er ikke slut på den måde.”
Sinne Eeg er jazzsangerinde – jazz-diva ville mange sige. Hun er opvokset i Lemvig og uddannet fra Musikkonservatoriet i Esbjerg i 2003. Hun bor i København og har haft en “lille” international karriere, fortæller hun. “Ikke noget kæmpestort fancy noget, men jeg har folk, der lytter til min musik over en
stor del af verden. Som jazzmusiker kræver det ikke, at du har millioner af fans. Vi rejser på andre vilkår end popmusikere. Du kan sagtens tage ud og spille for 100 mennesker på klubberne.”
Sinne Eeg skriver en del musik, men hun har også altid godt kunnet lide at fortolke the American Songbook – George Gershwin, Duke Ellington, Cole Porter – hele det amerikanske jazz-repertoire.
Kina og Japan har haft en stor plads i hendes karriere. Hun startede i Kina i 2004. Når hun er der, synger hun en blanding af egne sange og det amerikanske standardrepertoire.
Hun har aldrig haft en manager i Kina. Til gengæld har hun mødt mange mennesker inden for branchen i Kina, holdt kontakten og har så reageret på de muligheder, der dukkede op. Nogle gange spiller hun med lokale, andre gange har hun en pianist med, og så hyrer de lokale bassister og trommeslagere til standardbesætningen. Hun optræder helst én gang om året i Kina.
Cheni Marquard Foo er medlem af Kinabladets redaktion