Konfucianisme i Kina
Onsdag den 16. november 2016 kl.19.30
Foredrag ved Bent Nielsen, lektor i Kinastudier ved Københavns Universitet.
På en stor international konference i Beijing og Qufu den 24. september 2014 i anledning af Konfucius’ 2,565. fødselsdag, holdt den kinesiske præsident og generalsekretær for kommunistpartiet Xi Jinping en tale, hvori han blandt andet anerkendte konfucianismens store betydning – ikke blot for Kinas historie og traditionelle kultur, men også for landets fremtidige udvikling. Det var første gang i Folkerepublikkens historie, at en ledende politiker udtalte sig så direkte og positivt om de tanker og ideer som relateres til Konfucius (trad. 551-479 f.v.t.).
Men hvad ved vi egentlig om Konfucius, og hvad er konfucianisme? Ifølge de ældste kilder var der mange, som hyldede Konfucius og så sig selv som hans elever og arvtagere, mens andre gjorde nar af ham og hans efterfølgere. En kilde nævner, at tilhængerne af Konfucius i det 3. årh. f.v.t. var splittet i otte fraktioner, og senere siges det, at Den Først Kejser af Qin (259-210 f.v.t.), som samlede Kina i 221 f.v.t., lod 460 konfucianske lærde begrave levende efter at have brændt de tekster, man forbandt med Konfucius.
Ikke desto mindre blev Konfucius’ tanker efterfølgende holdt i hævd og fortolket og nyfortolket gennem mere end 2,000 år, hvor de påvirkede alle aspekter af det traditionelle kinesiske samfund.
Derfor mente de revolutionære i 1900-tallets begyndelse også, at konfucianismen måtte ryddes af vejen for at gøre plads til et moderne samfund.
Igen under Kulturrevolutionen (1966-68) og i 1970’ernes begyndelse blev Konfucius udset som symbol på det feudalistiske system, kommunistpartiet ønskede at bekæmpe, og tilbageværende templer og monumenter blev udsat for hærværk og ødelæggelse.
Bent Nielsen vil fokusere på den rolle Konfucius og konfucianismen har spillet i Kinas historie og prøve at forklare, hvad denne tradition, hvis centrale tekster blev nedskrevet flere århundreder før kristendommens opståen, betyder for det moderne Kina.