Kulturen i verdens største Corona-boble
Af Erik Messerschmidt
Hvem ville hav troet, at det var i en af rustbæltets underdrejede byer, man kunne få, hvad der angiveligt skulle være Kinas bedste cocktail?
Sådan forlød det ikke desto mindre i et WeChat forum i foråret 2021sammen med meddelelsen om, at Shanghais mest kurtiserede mixer var blevet træt af aftener i sprint for at honorere finansmetropolens præstationskrav og derfor havde besluttet sig for at flytte hjem til Shenyang og starte for sig selv. Bestemt ikke en stor nyhed for andre end få berørte men dog et memento om nogle af de bevægelser, som to år med pandemi har pustet til i det kinesiske samfund. Det, den nu forhenværende barstjerne foretog sig, gjorde adskillige andre unge med hende, de koblede simpelthen fra og valgte det
upåagtede til.
Lægge sig ned eller blive stående?
Det vil være at tage munden for fuld at hævde at opgøret med hamsterhjultilværelsen er omsiggribende eller alene kan tilskrives covid-19, men i over et år har nèijuǎn 内卷 – den kinesiske term for involution – været ét af de mest søgte ord på nettet. For selvom Kina er kommet nådigt gennem pandemien i forhold til stort set alle andre lande, og det store flertal af befolkningen føler sig tryg ved den måde, myndighederne har håndteret den på, har billederne fra Wuhan brændt sig fast og sammen med nul-tolerance politikkens konstante beredskab åbenbaret en sårbarhed, som de færreste forbandt med Kina for bare fire år siden. I denne situation har evnen til at tilpasse sig de givne omstændigheder og gentænke sig selv (endnu en gang) udgjort forskellen på overlevelse eller opgivelse. Her viste kulturlivet sig at høre til den kreative klasse, især i den første alvorlige fase med landsomfattende nedlukninger fra januar til maj 2020, hvor der blev taget afgørende beslutninger, som på godt og ondt blev udslagsgivende for, at landets kulturinstitutioner og kunstnere her to år senere ikke har knækket nakken. Det kom desværre ikke de uformelle netværk og organisationer til gavn, som arbejder med civilsamfundet og demennesker, der falder uden for konventionerne.
Digitale platforme tager over
Da hele samfundsmaskineriet lukkede ned den 23. januar 2020, var kulturen en af de første ikke-essentielle økonomier (4,7% af BNP i 2019) til at give livstegn fra sig. Kommercielle virksomheder som film- og musikselskaber læste hurtigt situationen og flyttede deres premierer over til streaming tjenester, mens private gallerier konverterede deres analoge aktiviteter til digitale formater på de sociale medier. Fra offentlig side investerede Kulturministeriet i portaler for offentlige museer med en opfordring til at udvikle on-line løsninger, der skulle synliggøre landets kulturarv. For eksempel gik Gansu-provinsens 170 museer og besøgsmål sammen om at lave en fælles tematisk formidling af Silkevejen med 60 sekunders videoklip af mesterværker fra de respektive samlinger, der blev set 249 millioner gange i løbet af bare tre uger. Et forvarsel til, at antallet af digitale museumsbesøg i hele landet i 2021 oversteg de fysiske besøg; museumsbutikkerne alene havde over 1,6 milliarder brugere, heraf flere end 100 millioner født i dette årtusind.
Økonomisk støtte
Det blev tidligt klart, at pandemien potentielt kunne true kunstneres og institutionernes indtægtsforhold på dramatisk vis, hvis man forlod sig på at fortsætte i den vante gænge med entrébaserede økonomier. Crowdfunding jo tak, men hvor begynde, og indsamlinger eller udstedelsen af gavekort til bedre tider, som i lang tid var et løsen i Danmark, smager for meget af tagfugle for et kinesisk tankesæt, der af natur hellere kaster sig ud i en vild disruption. For at afbøde deres tab indførte regeringen i 2020 med tilbagevendende kraft for årets to første kvartaler en række skatte- og gebyrlempelser på i alt 700 milliarder DKK for især små og selvstændige kulturvirksomheder; nogle af disse initiativer kører fortsat, f eks drager de flere end 200 lejemåli Beijings 798-område, landets største koncentration af kunstinstitutioner hvor Dansk Kulturcenter også holder til, på snart tredje år fordel af uændrede huslejer og i visse tilfælde endda reduktioner.
Et af de første forsøg på at tænke markedsøkonomisk var udstedelsen af millioner af gratis klippekort i udvalgte provinser, blandt andet arnestedet Hubei, der som led i genåbningen i maj 2020 blev udloddet på kulturministerielle platforme efter først til mølle-princippet. Kortet gav brugere mulighed for selv at sammensætte deres kulturforbrug med gratis adgang til offentlige institutioner efter eget valg; resultatet var en eksplosion i forbruget med spinoffs i form af øget salg af merchandise, restaurantbesøg og pakkestimuli til rejser på tværs af provinserne.
Kulturens nye ildsjæle og økosystem
Som det fremgår, har digitaliseringen været den afgørende katalysator for kulturlivets nytænkning. Ikke bare havde spil-og animationsbranchen i 2020-21 en vækst på 41 procent sammenlignet med året før, on-line undervisning steg med 110 procent ligesom on-line shopping helt har overtaget, når det gælder køb af kunst, bøger eller tilmed noget så ikke-lokalt som udenlandske årgangsvine. Selv de notorisk støvede provinsmuseer har gennem de sidste to år vist sig bemærkelsesværdigt innovative i deres brug af digitaliseringen til at skabe indtægter og synlighed, f. eks. med udviklingen af metaverseoplevelser eller fremstillingen af de nyeste samlerobjekter, NFTere, i form af unikke blockchain-reproduktioner af emner fra deres kunstkamre. I december 2021 blev 10.000 eksemplarer af en NFT-udgave af Goujian Sværdet – den kinesiske ækvivalent til Kong Arthurs Excalibur, blot 800 år ældre – således udsolgt på under 9 sekunder via en Alipay-platform.
Årsagen til omstillingens succes skal dog ikke kun findes i Kinas særlige digitale øko-system men også hos de enkelte aktører. De bedste har været helt fri af berøringsangst og hurtigt set mulighederne i samarbejder, hvor musiklabels, spillesteder og videoplatforme har fået chancen for ’speed-dating’ med tværgående programtilbud og nye målgrupper på tværs af platforme. På den måde har musikklubber i mangel på internationale navne kunnet række ud til klassiske kammerensembler og ikke bare fylde hullerne i deres programmer men også give stampublikum anderledes musikoplevelser.
Koncerterne var ofte sponsoreret af virksomheder, fordi de via rene kulturtjenester fik adgang til nye kundegrupper. På lidt samme vis har man set uventede partnerskaber mellem kunstmuseer og græsrodskunstnere med eksperimentarier på videoplatforme, som egnede sig bedre til at eksponere unge billedkunstnere end traditionelle fysiske udstillingsrammer. Disse udstillinger er tit bestillingsarbejder fra etablerede e-handel brands og markedsføres af en lille håndfuld influencers (hver med en skønnet rækkevidde på 5-8% af landets mobilbrugere, hvoraf der er over en milliard), som bevidst arbejder med unge forbrugeres forkærlighed for cross-over.
Blikket vendes indad
Fraset enkelte meget efterspurgte udenlandske mærkevarer lukreres der målrettet på guochao (国潮), en ny tendens som tager afsæt i den yngre generations udtalte interesse for kinesiske kultur, traditioner og indenlandske mærker, ikke på en antagonistisk måde mod vestlige mærker men snarere i tillid og stolthed over for kinesiske produkter – godt hjulpet på vej af den voksende nationalisme.
Med en markant vækst i oplevelsesøkonomien kunne man forledes til at tro, at det kinesiske kulturliv er kommet om på den anden side af pandemien, selv om indrejserestriktionerne fastholder en afkobling fra omverden og dermed fra et levende internationalt kultursamkvem. Ser man bort fra de få udenlandske kunstnere og kulturaktører, der ikke har forladt landet, og de syv udenlandske kulturcentre, der har lov til at operere, hvoraf det danske er ét af dem, sættes scenen derfor lokalt, og der er rigeligt med talent at trække på.
Ét af de mest positive udkommer af de lukkede grænser har faktisk været den plads, de har givet til kinesiske kunstnere, der tidligere måtte affinde sig med at stå i skyggen af de udenlandske stjernenavne. Nu er de fremme i lyset til inspiration for de spirende lag, men lige så vigtigt – om end utilsigtet – tjener de også Kinas selvopfattelse som storslået kulturnation og bliver som sådan modtaget med kyshånd – og ikke kun af publikum. Det forklarer måske også, hvorfor én af de kontroversielle billedmagere, Huang Rui, subtil systemkritiker og grundlægger af avantgarde-bevægelsen Star Group i 1979, sidste efterår endelig kunne få sin første soloudstilling i Beijing. Eller at hans kollega, Xu Bing, i samme tidsrum kunne komme afsted med en imponerende kæmpeinstallation om en imaginær rumrejse, der i bund og grund måtte læses som en finulig kommentar til Kinas rovdrift på jordens ressourcer.
På sælsom måde synes pandemien at have givet efter for en åbning for sådanne dybe indåndinger, hvor besøgende for en stund kan give sig hen fremfor at bekymre sig om den presserende dagligdag. Det seneste halvår har budt på flere af den slags oplevelser, som mange ikke ville have troet muligt i det nuværende frakoblingsklima. Op til jul gav bandet Westlife f. eks. en online koncert eksklusivt til kinesiske platforme, som blev overværet af 27 millioner, mens Beijings vigtigste kunstmuseer var prydet med originaler af Warhol, franske impressionister, Man Ray, Miró og et større udvalg fra Tate’s samlinger.
Dansk sprækkesøger
Uanset hvor imponerende den er, repræsenterer succesfortællingen dog kun én side af det kulturelle Kinas håndtering af pandemien. Der er mere ubemærkede sider, fordi landet ikke har en stærk tradition for at arbejde med udsatte mennesker på kanten af samfundet, endnu mindre for at italesætte deres situation i det offentlige rum. Men de er der i høj grad og er blevet flere gennem de sidste to år, så her er det, Dansk Kulturcenter ønsker at sætte ind. Som udenlandsk aktør kommer vi ikke igennem med korrektiver til det herskende narrativ, de unge er også stolte over Kinas udvikling, og
vores opgave er derfor at finde sprækkerne i fortællingerne og tilbyde danske erfaringer som hjælp og inspiration til at udvide den enkeltes råderum og livskvalitet.
Nedlukningens bagsider
Der er rigeligt at tage fat på. I 2020 blev rekordmange unge sluppet ud af universiteterne, og deres udsigt til at finde et arbejde, som svarer til uddannelse og personlige forventninger, er mildt sagt begrænset i disse år. Flere brancher ansætter nu færre på et arbejdsmarked, der allerede var mættet, før Covid-19 satte ind. Det efterlader mange i en fastlåst situation. Finder de ikke et job, vil de føle sig stresset og presset, og gør de det, vil de ende med endnu mere stress. Tallene taler for sig selv: I 2021 steg skilsmissetallet med 17,5 procent i forhold til året før, og antallet af personer med diagnosticeret psykisk sårbarhed er alarmerende. Med den begrænsede handlefrihed, som følger af livet i de store vækstcentre, er der ikke noget at sige til, at mange begynder at finde den tilværelse, som deres forældre stillede dem i udsigt, meningsløs.
Da coronaen var på sit højeste i Wuhan, råbte den lokale afdeling af LGBTQ+ bevægelsen som de første op om de mentale konsekvenser af lockdown, som flere af dets medlemmer var udsat for, fordi de var lukket inde med deres uvidende familier. Det førte til oprettelsen af mobile rådgivningstjenester, en model som kvindebevægelsen også tog til sig for at afhjælpe det fortvivlende antal sager om ægteskabelig vold i de 90 dage, man var tvunget til at blive, hvor man nu befandt sig den 22 januar. For mange kom Wuhan på den baggrund til at synliggøre, hvor dygtigt og empatisk det kinesiske civilsamfund er i stand til at agere under ekstreme forhold, men ikke desto mindre er både LGBTQ+ bevægelsen og kvindebevægelsen med udgangen af 2021 blevet næsten fuldstændigt afmonterede. Man kan kun gisne om årsagen.
I løbet af de sidste to år har Kulturcentret haft det privilegium at kunne være ramme for personer, der er blevet klemt og overset i den kinesiske håndtering af pandemien. De bidrog ikke sjældent med tårer og altid med håb. Efterhånden er der ikke mange steder, hvor de åbent kan dele deres erfaringer om ikke at høre til, men de er stærke og nødvendige for Kina.
Eric Messerschmidt har været direktør for det danske kulturcenter i Beijing siden dets start i 2005. Han er uddannet arkitekt og var før Beijing chef for Dansk Arkitekturcenters internationale aktiviteter.
Artiklen er udgivet med Kinabladet nummer 88 – 2022