Kinas klimaregnskab

Af Kjeld Allan Larsen og Jørgen Delman

Baggrundsartikel til: Kjeld Allan Larsen og Jørgen Delman.”Kinas klimapolitik under Parisaftalen – varm luft og kolde realiteter”, Kinabladet nr. 89, 2022.

I hovedartiklen så vi på, hvordan Kinas klimapolitik løbende bliver opdateret, senest med Parisaftalen i 2021. I denne baggrundsartikel fokuserer vi på, hvordan Kinas klimaregnskab skal forstås.

Beregning af CO2-uslip og det totale drivhusgasudslip
Et lands drivhusgasudslip på eget territorium kan ikke måles direkte, men må omstændeligt beregnes via de mange aktiviteter, som forårsager udslippet. Den vigtigste drivhusgas er CO2, som primært hidrører fra forbrænding af de fossile brændsler kul, olie og naturgas, men som tillige skabes gennem industrielle fremstillingsprocesser, først og fremmest via cementproduktion, idet kridt og kalksten med stort indhold af kulstof indgår som bestanddele i cementblandingen. For alle lande beregnes det samlede CO2-udslip fra produktion og forbrug af fossile brændsler derfor tillige med udslippet fra de industrielle processer. I regnskabet indgår endvidere som modvirkende faktor den opsugning af CO2, som finder sted via ændringer i anvendelsen af det givne lands areal og tilplantning med skov, det såkaldte LUCF (land use change and forestry). Opsugning af CO2 via skovplantning er ikke blot afhængig af skovarealets udvidelse, men også af den nyplantede skovs rumfang og dens evne til opsugning af CO2.

Ud over CO2 fungerer en række andre gasarter som drivhusgasser, herunder den meget stærke drivhusgas metan, som dog i modsætning til CO2 har en forholdsvis kort levetid. Også vanddamp udgør en drivhusgas, først og fremmest i form af de såkaldte contrails, dvs. kondenseret vanddamp frigivet fra fly i stor højde.

Kina har endnu ikke offentliggjort et beregnet, detaljeret klimaregnskab. Det eksisterende regnskab er baseret på regelmæssigt opdaterede, selektive estimater (fra årene 1994, 2005, 2010, 2012, 2014). Men flere internationale organisationer har på baggrund af et omfattende nationalt datamateriale om fossilt energiforbrug og cementproduktion, inklusive eller eksklusive beregninger af LUCF, foretaget beregninger af hvert enkelt lands CO2-udslip, herunder Kinas udslip. En af de mest benyttede analysekilder er Climate Action Tracker (CAT), som varetages af de to forskningsorganisationer Climate Analytics og New Climate Institute. CAT måler og vurderer de enkelte landes indmeldte klimahandlinger i relation til de globale CO2-reduktionsmålsætninger på hhv. 2° C og 1,5°C, som er Pariaftalens mål: https://climateactiontracker.org/countries/china/

En anden vigtig datakilde udgøres af Our World in Data, et projekt under Global Change Data Lab, som er en registreret velgørende institution i England og Wales. Institutionen, som benytter data fra en lang række kilder, udmærker sig ved en interaktiv visualisering af de tilgængelige data:
https://ourworldindata.org/co2/country/china

Begge analyseenheder, CAT og Our World in Data, offentliggør tidsrækker af data for både det fossile CO2-udslip og for det samlede drivhusgasudslip frem til 2020.

Verdensbanken udgiver også et kinesisk klimaregnskab baseret på typer af klimagasser med Climate Watch under World Resources Institute som kilde:
https://www.climatewatchdata.org/ghg-emissions

De internationale klimaregnskaber for Kina skal dog tages med et gran salt. Der er udsving imellem dem på grund af forskellige opgørelsesmetoder, og de er ikke officielt verificeret fra kinesisk side.

Ifølge Kyotoprotokollen ses alene på det drivhusgasudslip, som foregår inden for de enkelte landes eget territorium, og regnskaberne inkluderer således ikke det stigende globale udslip, som hidrører fra den stadigt mere globaliserede verden via international skibs- og flytransport.

Under vedvarende pres fra omverdenen forhandles reduktionsmål for de to sektorer internt i de to interesseorganisationer til varetagelse af henholdsvis international skibsfart, IMO, og international luftfart, ICAO.

Produktions- kontra forbrugsorienteret fodaftryk
Ud over det territorialt betingede drivhusgasudslip offentliggør Our World in Data tillige beregninger for det forbrugsbaserede fodaftryk, som indirekte indregner udslip fra international transport.

Globaliseringen er kendetegnet ved en stigende international arbejdsdeling, som bl.a. har betinget en udflagning af mange arbejdsintensive, CO2-tunge industriprocesser fra de velstillede lande til Kina og en række udviklingslande. Kina er således blevet verdens industrielle værksted. Eksempelvis foregår en stadig stigende andel af verdens produktion af arbejdsintensive og energitunge produkter som mikrochips til elektroniske produkter, legetøj, stål og biler i Kina, som ikke kun dækker det stigende behov blandt kinesiske forbrugere, men som via eksport indgår som forbrug i en stor del af den øvrige verden. Det medgående CO2-udslip tæller således med i Kinas drivhusgasregnskab, uanset hvor på kloden forbruget foregår. Det har afstedkommet en interesse for at beregne et forbrugsbaseret drivhusgasregnskab, et såkaldt globalt klimafodaftryk.

I det forbrugsbaserede klimaregnskab reduceres drivhusgasudslippet for Kinas vedkommende med 10 %, mens det øges for USA og Europa, sammenlignet med det territorialt beregnede udslip (Tabel 1). Det bemærkes også, at Danmark har den største import af CO2 udslip via samhandel (54,5 %) blandt landene i Tabel 1.

Såfremt forskellen mellem det territorialt betingede og det forbrugsbaserede CO2-udslip betragtes som en overførsel af CO2 til Kina fra den øvrige Verden observeres en ganske betragtelig ændring: fra en beskeden andel i 1990 på 6,5 % øges andelen af overførsler kraftigt til Kan i takt med Kinas inddragelse i den globale arbejdsdeling til en maksimumsandel på 22 % i 2006 for derefter at falde til 10 % i 2019. Den faldende tendens er formodentlig et udtryk for, at Kina bliver stadig mere teknologisk uafhængig af det globale marked.

I sin årsrapport ”Global afrapportering 2022” har Energistyrelsen foretaget en beregning af det danske forbrugsbaserede drivhusgasudslip for 2020 til at være på 62,9 mio. tons CO2, sammenlignet med det territorialt beregnede drivhusgasudslip på 44,9 mio. tons, hvilket betyder en importeret andel på 40 %, altså mindre end de 54,5 % i Tabel 1.

I rapporten beregnes tillige klimaaftrykket fra dansk import og eksport fordelt på regioner og udvalgte lande. Hvad klimaaftrykket fra den danske import angår, så fandt det største aftryk sted i Kina med ca. 14 mio. tons CO2e (CO2 ækvivalent), mens Danmark eksporterede et aftryk til Kina på 6,7 mio. tons CO2e, det femte-største blandt eksportlandene, altså en difference på over 7 mio. tons CO2e.

Energiforbrugets fordeling på kilder Kinas overordnede udfordring på klimafronten og miljøområdet er den fortsatte afhængighed af fossile energikilder som kul, olie og naturgas. I det samlede energiforbrug er andelen af fossile brændsler faldet fra 92,6 % i 2005 til den laveste andel endnu på 84,1 % i 2020. Balancen udgøres af ikke fossile brændsler, også kaldet ”rene energikilder” i Kina, dvs. vedvarende energi som vandkraft, sol og vind samt atomkraft.

Kina er således fortsat meget afhængig af fossile energikilder i sit energiforbrug, specielt kul. Kullets andel af det samlede primære energiforbrug faldt dog fra 63,8 % i 2005 til 56,8% i 2020, dvs. en reduktion på 7%. Men Kina forbruger fortsat mere kul end resten af verden tilsammen, med ca. 20% af de samlede udledninger af CO2 globalt.

Kinas forbrug af olie er også steget voldsomt, fra 327.9 millioner tons i 2005 til 669.2 mill. tons i 2020. Råoliens andel, som i årtier har ca. 8 % stort set den eneste vedvarende energikilde. Kernekraft blev så småt introduceret i løbet af 1990’erne og udgjorde i 2020 2 % af energiforsyningen, mens vind- ogsolenergi især er blevet udbygget i løbet af 2010’erne og fremad og i 2020 udgjorde ca. 6 % af det samlede energiforbrug.

Når vi ser på Kinas installerede el-kapacitet er bidraget fra de vedvarende energikilder vokset betragteligt. De termiske kraftværker har normalt primært fyret med fossile brændstoffer, men andelen af disse brændstoffer i el-kapaciteten er dog faldet fra 74,4 % i 2000 til 54,6 % i 2021, mens vindkraftens andel i samme periode er steget fra 0,1 % til 13,8 % og solenergiens andel fra 0 % til 12,9 % (Tabel 2).

Fordeling på sektorer
Landenes indberetninger over drivhusgasudslippet til FN opgøres ifølge det såkaldte Fælles Afrapporterings format (CRF, Common Reporting Format) på følgende fem sektorer: energirelaterede, industriprocesudledninger, udledning fra landbrugsprocesser, affaldsrelaterede udledninger og den såkaldte LULUCFudledning (land use, land use change and forestry), som er en opgørelse over optag fra drivhusgasserne CO2, CH4 og N2O i forbindelse med dyrkning af jord i landbrugssektoren og drift af skovarealer (Tabel 3).

Den energirelaterede sektor er klart den største og stadigt voksende bidragsyder til drivhusgasudslippet: fra 81,5 % i 1990 til 88,1 % i 2018. Den størst bidragende energisektor er elektricitet og varme, som er vokset voldsomt fra en andel i 1990 på 25 % til en andel på 40 % i 2016. Den næststørste sektor er industri og byggeri med et bidrag svingende omkring 25 %. Til industrisektorens energiforbrug hører jern- og stålindustrien, som er stærkt voksende, med tilhørende stigende CO2-udslip – svarende til omkring 15 % af Kinas samlede CO2-udslip i 2020. I Kina har transportens voldsomme vækst, både hvad angår vejtransport og skibsog flytransport, bidraget med en stadigt stigende andel, idet de to sektorer tilsammen er vokset med en andel af de samlede emissioner fra 3,4 % i 1990, til 7,8 % i 2016 og omkring 10 % i 2020. Til sammenligning var den danske transportsektors tilsvarende bidrag til det danske drivhusgasudslip i 2020 med 28 % dog på et helt andet niveau.

Emissionerne fra industrielle processer i Kina er steget kraftigt fra 3 % i 1990 til 10 % i 2018. Langt hovedparten i denne sektor hidrører fra udledninger fra den stærkt voksende cementindustri. Til sammenligning var udslippet i Danmark fra industrielle processer i 2020 kun på 4 %. Mest bemærkelsesværdigt er det relativt faldende bidrag til drivhusgasudslippet fra landbrugsprocesser, fra 21 % i 1990 til 6 % i 2018. Det tilsvarende danske bidrag fra landbrugsprocesser var i 2020 på hele 25 % af det samlede drivhusgasudslip. Kinas store produktion af svin bidrager ikke i samme omfang som drøvtyggere til klodens drivhusgasbelastning. Men – i øvrigt i konkurrence med lande som Danmark – har Kina gradvis forøget sin afhængighed af importeret svinefoder i form af soyabønner fra Latinamerika. I 1995 var Kina selvforsynende med soyabønner, men med en stigende import frem til 2020 på godt 100.000 tons reduceredes selvforsyningsgraden for soyabønner til blot 19 %. Dermed bidrager Kina – som Danmark – til et øget CO2-udslip i hovedsagelig Brasilien, hvor regnskov ryddes til fordel for kvægavl og produktion af soyabønner. I modsætning til Danmark bidrager LULUCF sektorens udledning i Kina til opsugning af CO2, men udviser samtidig et faldende optag af det samlede drivhusgasudslip, fra 12 % i 1990 til 6 % i 2018.

Provinsernes udledninger
Udslip fra Kinas provinser (se Kort) udgør grundlaget for Kinas samlede klimaregnskab. Desværre findes der ikke officielle klimaregnskaber for provinserne, så vi må igen benytte andre kilder. Fig. 1 stammer far en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature, hvor forfatterne har brugt standardmetoder til at opgøre provinsernes udslip på basis af regnskaber for 17 forskellige typer af energiforbrug i 40 forskellige sektorer såvel som udslip fra cementproduktion i 30 af Kinas 32 provinser (Tibet og Taiwan er dog ikke inkluderet af forskellige grunde).

Fig. 1 viser, at Shandong var Kinas topudleder i 2016 med Hebei and Jiangsu på de efterfølgende to pladser. Jiangsu overhalede Hebei i 2017, mens Shandong forblev top-udleder. Graferne viser, at topudlederne enten er rige provinser (som Jiangsu), at de har mange forarbejdningsog/eller energi producerende industrier (Hebei, Indre Mongoliet), eller at de har en stor befolkning (Henan). Artiklen, som er kilde til Fig. 1 påviser endvidere, målt på udslipsintensitet (ton udslip af CO2 per enhed af BNP, her 1.000 Yuan RMB) lå Ningxia (0,43 ton per 1.000 Yuan), Xinjiang (0,38) og Shanxi (0,34) i toppen i 2016, mens rækkefølgen i 2017 var Ningxia (0,51), Indre Mongoliet (0,40), og Xinjiang (0,37). Indikationen er, at disse provinsers økonomier er relativt kulstofintensive. Beijing lå i bunden af listen (0,035 i 2016 og 0,030 i
2017), med Guangdong (0,064 i 2016 og 0,060 in 2017) og Shanghai (0,067 i 2016 og 0,062 i 2017) som de næste. Begge var noget over Beijing, men dog alle tre langt efter de mest kulstofintensive provinser. Disse tre provinser er de mest udviklede i Kina og domineres af servicevirksomheder. Samtidig skal det noteres, at storbyerne i Østkina flyttede deres forurenende industrier ud til omkringliggende provinser fra 00erne af, og at mange af Beijings største forurenende virksomheder endte i Hebei eller Shandong,
så Beijing kunne blive en ’grøn ø’.

Når man ser på strukturen i energiforbruget som kilde til udledninger, så er kul og associerede produkter stadig dominerende i de fleste provinser (Fig. 1), især i Ningxia (95,3%), Indre Mongoliet (94,5%), Hebei (91,3%), og Shanxi (91,2%) i 2017. Denne situation skyldes i hovedsagen disse provinsers adgang til kul inden for egne grænser og deres industrielle struktur. I modsætning hertil, havde Beijing, Qinghai og Tianjin en højere andel af naturgas-relaterede udslip end andre provinser, nemlig henholdsvis 40,0 %, 20,4 % og 12,2 %.